Din webshop guide

Julie Tandrup Gravesen

Betalingsløsninger til din webshop

Blå billy bog

Få guiden som e-bog

Jeg accepterer Billys betingelser for opbevaring af personoplysninger

Når danske kunder handler på nettet foretrækker de stadig at betale med kort. I 2017 svarede 74 % af forbrugerne, at de foretrækker betaling med kort, når de handler på nettet. Men hvilken betalingsløsning er den bedste? Der er efterhånden mange forskellige løsninger at vælge i mellem, og det kan være lidt af en jungle at navigere sig igennem de forskellige betalingsgateways og indløsningsaftaler, der alle har forskellige abonnementspriser, transaktions- og oprettelsesgebyrer, tidsfrister, godkendelsesprocesseer osv. I det følgende afsnit vil vi prøve at kaste en smule lys over, hvilke valg du står overfor, og hvilken løsning der bedst kan svare sig for dig.

Betalingsgateway, indløser, ekstern betalingsløsning eller mobilbetaling? En betalingsløsning er ikke bare en betalingsløsning. Når du vil give dine kunder mulighed for online betaling i din webshop, skal du vælge mellem hhv. en betalingsgateway og en indløsningsaftale, en ekstern betalingsløsning og mobilbetaling.

En betalingsgateway, også kaldet PSP, er den tjeneste, der skaber kontakt mellem dig og indløseren og gør det muligt for dine kunder sikkert at indtaste deres kortoplysninger. Det er betalingsgatewayen, der godkender kundens kort, og gør oplysningerne klar, så pengene kan blive trukket fra kundens konto. Blandt de mest kendte betalingsgateways finder du ePay, DanDomain, DIBS og Nets.

Indløseren er den bank eller finansielle enhed, der afgør hvilke kort din webshop modtager. Det er indløseren, der sørger for at trække kundens penge ved betaling. Når dine kunder skal foretage et køb på din webshop, skal du som udgangspunkt have en aftale med både en indløser og en betalingsgateway. Blandt de mest udbredte indløsere finder du Nets, Teller, Clearhaus og Nordea. Derudover findes der eksterne betalingsløsninger, hvor både indløser og betalingsgateway kommer i en samlet pakke, hvilket for mange vil være at foretrække, da det kan tage meget lang tid, at blive godkendt hos en indløser. Blandt de mest udbredte eksterne betalingsløsninger finder du PayPal, YourPay, Stripe og Braintree.

Sådan ser et typisk betalingsflow ud:

  • Kunden betaler
  • Betalingsgateway
  • Indløser
  • Modtagelse af beløb
  • Det klassiske betalingsflow

Sidst men ikke mindst har webshops i dag også mulighed for at tilbyde deres kunder mobilbetaling. I Danmark foregår dette som oftest gennem MobilePay, Swipp eller Paii. De forskellige mobilbetalingsløsninger samarbejder som regel allerede med forskellige indløsere, og du skal derfor typisk kontakte din eksisterende indløser, for at få oprettet en aftale om mobilbetaling.

Nets

Nets er i dag en af de absolut mest udbredte online betalingsløsninger i Danmark, og er derudover den eneste løsning, der tager imod det gammeldags Dankort. Selvom dette er en stor fordel, er Nets dog ikke nødvendigvis den bedste løsning for mindre og nystartede webshops. Med Nets kan du tilbyde dine kunder dankortbetaling, til gengæld må du forvente at skulle stille et større beløb i sikkerhed ved ansøgning om en Nets aftale. Oven i det kan det tage lang tid at få ansøgningen godkendt, og når aftalen går igennem, er Nets langt fra den billigste løsning på markedet.

Hvis det stadig er vigtigt for dig, at kunne tilbyde dankortbetaling til dine kunder, skal du både oprette en indløsningsaftale og betalingsgateway gennem Nets. Dette vil give dig mulighed for både at tage imod Dankort, Visa/Dankort, Visa, MasterCard etc.

YourPay

YourPay er en ekstern betalingsløsning, hvor betalingsgateway og indløser er samlet i én pakke. Det betyder for dig, at du kan nøjes med at oprette dig og betale til YourPay, i stedet for at bakse med en separat betalingsgateway og indløsningsaftale. På den måde kan du hurtigt og let få din betalingsløsning op at køre. Derudover er YourPay en dansk løsning, hvilket betyder, at du hver dag har mulighed for at hive fat i deres danske support, hvis du får brug for hjælp af den ene eller anden art.

Hvis du er kunde hos Billy, anbefaler vi, at du benytter YourPay som betalingsløsning på din webshop. YourPay er let at have med at gøre, der er intet månedligt abonnement, transaktionsgebyret for Billy-kunder er presset helt ned på 1,35 %, og alle betalinger inklusive gebyrer, bliver helt automatisk bogført vha. vores IEX YourPay integration. Det gør det utroligt let at have med at gøre, og kan i sidste ende spare dig for rigtig mange timers tid og besvær, så du kan fokusere på driften af din webshop i stedet for bogføring af gebyrer. YourPay understøtter Visa/Dankort, Visa, VisaElectron, MasterCard og Maestro.

Stripe

Stripe er en udenlandsk betalingsløsning, der giver dig mulighed for at tage kredit- og debetkort på din webshop. Det er sikkert og hurtigt, men til forskel fra Nets kan webshops med Stripe ikke tage imod det klassiske Dankort. En ulempe ved Stripe er, at de ikke har dansk support. Hvis der opstår et problem med en betaling, kan det altså være besværligt at få den hjælp, man har brug for. Ligesom YourPay er Stripe en ekstern betalingsløsning med samlet betalingsgateway og indløser. Her slipper du altså også for at bruge tid på at oprette to aftaler. Før du vælger Stripe, skal du være opmærksom på, at du skal have et SSL-certifikat, så forbindelsen mellem din computer og serveren bliver krypteret. Med Stripe som betalingsløsning kan du modtage Visa/Dankort, Visa, MasterCard, American Express etc.

PayPal

67 % anser i dag PayPal som den absolut sikreste løsning, når det kommer til betaling på nettet. Med PayPal får du både indløsningsaftale og betalingsgateway i en samlet pakke, så du kan komme i gang i løbet af få minutter. Da PayPal er så hurtig og let at gå til, kan man vælge at starte med PayPal, og på sigt skifte over til en løsning med betalingsgateway og indløser.

PayPal er ligesom Stripe en udenlandsk løsning, og bliver ofte anbefalet til mindre virksomheder. Med PayPal kan du tage imod Visa/Dankort, Visa, AmericanExpress, MasterCard og Maestro etc.

MobilePay

På trods af at hele 74 % foretrækker kortbetaling, når de handler på nettet, vokser MobilePays popularitet som online betalingsmiddel hele tiden. MobilePay er i dag det næststørste betalingsmiddel, og er særligt populært ved mobilhandel, hvor 24 % foretrækker MobilePay frem for kortbetaling. MobilePay har den fordel, at det er nemt og hurtigt. Kunden behøver ikke finde sine kortoplysninger frem, men kan i stedet lynhurtigt klare transaktionen via et swipe på mobilen. Den store fleksibilitet der følger med MobilePay appellerer allerede til mange, og denne udvikling forventes kun at stige i de kommende år. Eftersom vi allerede har slået fast, at du skal gøre din webshop responsiv, må du også forvente, at en del af din handel vil foregå via mobilen. Derfor kan det muligvis svare sig at undersøge mulighederne for betaling med MobilePay, så du gør det så let som muligt for dine kunder at handle på farten.

Hvis du ønsker, at gøre brug af MobilePay kræver det en indløsningsaftale med Nets, Teller, Clearhaus eller Bambora. MobilePay er derfor mest oplagt, hvis du i forvejen har en betalingsgateway og indløser tilknyttet din webshop.

Så hvilken betalingsløsning skal du vælge til din webshop?

Hvis det stadig virker uoverskueligt, at vælge den rette betalingsløsning til din webshop, er der nogle spørgsmål, du med fordel kan stille dig selv:

  • Hvor hurtigt vil du i gang? Hvis du gerne vil hurtigt i gang med at tage imod betalinger, kan du med fordel vælge en ekstern betalingsløsning som YourPay, PayPal eller Stripe. Her skal du ikke vente på at blive godkendt af en indløser, og du kan altså komme meget hurtigere i gang.
  • Hvad er vigtigst for din målgruppe? Er din målgruppe meget på farten? Eller er sikkerhed det vigtigste for dem? Ifølge DIBS, vægter danskere tryghed og enkelthed højest, når de skal handle på nettet. Da mange kunder føler sig utrygge ved mobilbetalinger (på trods af, at sikkerheden her er høj), kan det være en overvejelse, der er værd at tage med, når du skal vælge betalingssystem.
  • Er det meget vigtigt for dig at kunne tilbyde dine kunder betaling med det gamle Dankort? I dag er det mindre end 10 %, der har et rent Dankort, og langt de fleste vil som udgangspunkt også have andre kort at vælge i mellem. Hvis du fravælger det rene Dankort, har du mange flere muligheder, da du dermed ikke er begrænset til Nets.
  • Har de forskellige betalingsløsninger dansk support og nyttige integrationer? I sidste ende er det vigtigt at huske på, at valget ikke nødvendigvis skal træffes på baggrund af hvilken løsning har de laveste gebyrer. Der kommer til at være gebyrer lige meget hvad, men der hvor du virkelig har noget at hente, er når du ser på den tid, du kan spare, ved eksempelvis at vælge en løsning, der integrerer til dit regnskabsprogram. Vælg den løsning, der gør det så let for dig selv som muligt – det vil på sigt blive tjent ind.

Med disse spørgsmål på plads burde det være væsentligt lettere, at vælge den rette løsning for dig, din webshop og dine kunder.

  • Du skal vælge en betalingsgateway og en indløsningsaftale, hvis du vil gøre det muligt for dine kunder at betale på din webshop.
  • En betalingsgateway er en tjeneste, som skaber kontakt mellem dig og indløseren.
  • Indløseren er banken eller anden finansiel enhed.
Billy Regnskabsprogram og laptop frontpage billede

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du får gratis support alle ugens 7 dage på både mail, telefon og chat.