Få guiden som e-bog
Når du har besluttet dig for at åbne en webshop, er noget af det første, du bør overveje, hvilken webshop-platform du har tænkt dig at bruge. Er det rigtige for dig at vælge en hosted løsning, eller kan det bedre svare sig at vælge open source? Det kan virke som en jungle, specielt hvis man ikke er voldsomt teknisk anlagt, så for at gøre beslutningen lidt lettere for dig, vil vi kort gennemgå hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de to løsninger.
Fordele ved hostede webshops
- En god begynder-løsning
Den hostede webshop kan være en rigtig god løsning for dig, der ikke har haft med webshops at gøre før. Du får alt det, du har brug for, og i stedet for at bruge din tid på, at sætte dig ind i programmering, kan du bruge din energi på at få din webshop op at køre. - Problemfri løsning
Den hostede webshop er den simpleste løsning, i den forstand at du blot skal vælge det template, du bedst kan lide, og pifte det op med dine egne produkter, billeder og tekster. Det betyder også, at du slipper du for typiske kompatibilitetsproblemer, der ofte er forbundet med open source-løsninger – og skulle du løbe ind i problemer, kan du altid kontakte din platformudbyders supportteam. - Faste udgifter
Med hostede webshops ved du rent økonomisk, hvad du kan forvente hver måned. Løsningen er ikke nødvendigvis billig, men som udgangspunkt betaler du en fast månedlig pris, så du slipper for uforudsete udgifter.
Ulemper ved hostede webshops
- Begrænsende løsning
Den hostede webshops største fordel er nok også dens største begrænsning. Hostede webshops udmærker sig ved at være simple og lette at gå til, men i takt med at din webshop vokser, vil du måske gerne tilføje nye funktioner for at opnå konkurrencemæssige fordele. Har du valgt den hostede løsning, skal du altid kontakte din udbyder, for at oprette nye funktioner. Dette kan tage lang tid, være dyrt, og i visse tilfælde vil udbyderen slet ikke kunne tilbyde at oprette de funktioner, du ønsker. - Flytning til anden webshop-platform
I takt med at din webshop får succes, vil du sandsynligvis opleve, at din webshop ikke længere kan leve op til de standarder, du gerne vil sætte. Da det er dyrt, langsommeligt og besværligt at tilføje nye funktioner til den hostede webshop, kan det i værste fald betyde, at du på sigt bliver nødt til at vælge en anden, mere fleksibel, løsning. Dette medfører en masse ekstra arbejde og et midlertidigt fald i søgemaskinerne – til gengæld vil du sandsynligvis være bedre rustet til at komme i gang med en open source-platform, når først du har prøvet dig frem med den hostede.
Hvad er en open source webshop?
Modsat den hostede webshop-løsning giver open source webshops enormt meget frihed til at tilpasse webshoppen til din virksomheds specifikke ønsker og behov. Du har nu fuld adgang til al kodning bag webshoppen, og det giver dig mulighed for løbende at optimere webshoppen, så du kan give dine brugere den bedst mulige oplevelse. Der er dog også udfordringer forbundet med open source-løsningen, der eksempelvis kræver, at du selv har en vis forståelse for kodning, og/eller at du hyrer hjælp fra en programmør.
Fordele ved open source-webshops
- Stor frihed og fleksibilitet
I kraft af at du nu selv har adgang til kodningen bag din webshop, har du pludselig meget større frihed til løbende at tilpasse og forbedre din webshop. Der findes et hav af forskellige mulige udvidelser til webshops, og afhængigt af hvor dygtig du eller din programmør er, er det er stort set kun fantasien, der sætter grænser. - Forholdsvis billig løsning
Hvor hostede webshops typisk betales i abonnementsform, er selve webshop-platformen for open source som oftest gratis. Der vil være udgifter til eksempelvis hosting, betalingsgateway og din programmør, men i længden vil open source webshops i langt de fleste tilfælde vise sig at have lavere månedlige omkostninger end hostede. - Hjælp fra online communities
Open source kan virke som en mere uoverskuelig løsning end hostede webshops. Dog har de fleste open source udbydere større communities tilknyttet, og her vil der altid være hurtig hjælp at hente, til de udfordringer du eventuelt måtte støde på. Det betyder, at du kan spare tid på support, og i stedet få lynhurtig hjælp fra andre, der har siddet i samme situation som dig.
Ulemper ved open source-webshops
- Øget behov for hjælp
Hvis du ikke selv har styr på kodning, vil du især i starten opleve et øget behov for hjælp, når du vælger en open source-løsning. Her kan det være en rigtig god idé at hyre en programmør, der dels kan hjælpe dig med at komme godt i gang med din webshop, men eventuelt også til løbende hjælp med nye funktioner, udvidelser og eventuel vedligeholdelse. - Øget risiko for problemer
Da open source-løsningen ikke er en standardiseret løsning, vil risikoen for at løbe ind i eksempelvis kompatibilitetsproblemer være større. Dette kan afhænge af alt lige fra softwareversioner til forskellige udvidelser, og derfor vil der også være behov for mere tid til løbende at køre opdateringer og udbedre fejl.
Hvad er rigtigt for dig?
For at stille det lidt skarpt op får du med valget af en hosted webshop en løsning, der er let at gå til, men som samtidig også byder på mindre frihed. Til sammenligning giver open source webshops stor frihed, men stiller større krav til dig og din programmør. Når du står overfor valget mellem de to løsninger, bør du derfor overveje, hvor du gerne vil hen med din webshop, og hvad det kommer til at kræve af dig. Hvis du ønsker at holde din webshop på et mindre plan, og din prioritering er, at det skal være hurtigt og let at gå til, er hosted nok den rigtige løsning for dig. Drømmer du derimod om en webshop, der kan vokse mere med opgaven, og har du mod på at kaste dig ud i en lidt mere krævende løsning, vil open source sandsynligvis være en bedre løsning. Overvej hvad dine behov er, hvor du vil hen med din virksomhed, og hvor stort dit budget er. Derudover skal du overveje hvilke integrationer, de forskellige løsninger tilbyder, da dette kan være med til at gøre brugeroplevelsen bedre, men det vil vi komme nærmere ind på senere, hvor vi ser på specifikke mulige webshop-platforme.