Få guiden som e-bog
Når du har styr på, hvad du vil sælge, hvordan markedet ser ud, hvordan du vil adskille dig fra konkurrenterne, og hvem din specifikke målgruppe er, er det tid til at se på det rent praktiske forbundet med opstarten af webshop og virksomhed.
Hvad skal webshoppen hedde?
Det er vigtigt at have det helt rigtige navn, når du skal brande din webshop og have styr på domænet. Som oftest er det noget værre rod at skifte navn hen ad vejen, da dine kunder forbinder dette navn med din webshop og dit brand, så vælg det rigtige webshop-navn fra starten.
Din webshops navn kan afspejle enten dine produkter, dit familienavn eller noget helt tredje, i princippet har du ret frie tøjler. Der er dog en række ting, du bør overveje, før du lægger dig fast på et navn.
Er webshop-domænet ledigt?
Når du starter en webshop, skal domænet helst stemme overens med din webshops navn. Sørg for at tjekke navnets ledighed som det første, når du mener, du har fundet det helt perfekte webshop-navn. Dette kan du gøre på www.dk-hostmaster.dk. Hvis navnet er ledigt, kan du efterfølgende registrere det hos en af .dk’s registratorer. https://selvbetjening.dk-hostmaster.dk/registratorlisten
Keep it simple
Dit webshop-navn skal helst være forholdsvist kort, nemt at huske, stave og udtale. Hvis dit navn bliver alt for kompliceret, risikerer du at folk ikke kan huske det, og hvis de ikke kan huske det, er chancen for, at de besøger dit site, igen mindre. Er dit navn derimod let at huske og udtale, bliver chancen for at dine kunder vil omtale og anbefale dig til andre større – hvis vel at mærke, de er tilfredse med dit produkt.
Tænk i branding
Overvej, hvordan du gerne vil brande din webshop. Vil du ses som en familievirksomhed, kan det være en god idé at tage udgangspunkt i dit familienavn. Vil du derimod sikre dig, at kunden med det samme ved, hvad de kan forvente sig af din webshop, bør du i stedet overveje et navn, der siger noget om dit produkt. Sælger du eksempelvis billige tasker, kan du kalde din shop for billige-tasker.dk. Dette har desuden den fordel, at det gør det lettere for Google at regne ud, hvad du sælger. Du kan også vælge at gå i en helt tredje retning, som eksempelvis Adidas, Nike og Apple. Apple sælger ikke æbler, men navnet fungerer, fordi det er simpelt, let at huske og godt brandet.
Overvej hvor du vil hen med din webshop, og tag udgangspunkt i dette, når navnet skal vælges. Først og fremmest skal du sikre dig, at navnet er simpelt, at det fungerer i både ind- og eventuelt udland, og at domænet er ledigt. Kan navnet oven i dette kombineres med et flot og fængende logo, er det kun en fordel.
Valg af virksomhedsform til din webshop
Inden du kan registrere din webshop, er du nødt til at gøre op med dig selv, hvilken virksomhedsform du vil have. Når du skal tage stilling til dette, bør du bl.a. overveje:
- Hvor stor en risiko du er klar til at løbe
- Hvor meget kapital du har at gøre godt med
- Hvor mange medejere du eventuelt kommer til at have
- Hvilke regnskabskrav du skal opfylde
- Om du kommer til at importere/eksportere varer til lande uden for EU
- Hvilke skattemæssige forskelle der er på de forskellige virksomhedsformer.
Hvis du er alene om din webshop, kommer du pr. automatik til at have en personligt ejet mindre virksomhed (PMV) eller en enkeltmandsvirksomhed. Begge har det tilfælles, at der kun er en ejer, at der ingen lovkrav er til kapital og ledelse, at beslutninger træffes af ejeren, og at ejeren hæfter ubegrænset og personligt for virksomheden. For at registrere en enkeltmandsvirksomhed skal den som minimum have pligter i form af enten moms, ansatte, lønsumsafgift og/eller import/eksport til lande uden for EU. En enkeltmandsvirksomhed kan være en god mulighed for dig, der betragter din webshop som en fuldtidsbeskæftigelse. Vælger du derimod at oprette en PMV, er du hverken moms- eller lønsumspligtig, du har ingen import/eksport til lande uden for EU, og du har ingen ansatte. En PMV kan være en god mulighed for dig, der har planer om at drive din webshop som en deltids- eller fritidsbeskæftigelse.
Lige meget om du vælger den ene eller anden virksomhedsform, kan du efter en periode med overskud overveje, om du eventuelt vil overdrage din virksomhed til et anpartsselskab.
Moms-registrer din webshop
Når du har tjek på, hvad du vil sælge, har fundet et genialt navn til din shop, og du har taget stilling til valg af virksomhedsform, er det tid til at få momsregistreringen på plads. Man kan ikke få en erhvervskonto, før man har registreret sin virksomhed, og uden en erhvervskonto kan man ikke sende fakturaer til sine kunder. Når du momsregistrerer din virksomhed, får du et CVR-nummer. CVR-nummeret er for virksomheder, hvad CPR-nummeret er for mennesker. Det er desuden dette nummer, du bruger, når du skal oprette en NemKonto for din webshop.
Selvom det ikke er lovpligtigt for personligt ejede mindre virksomheder at momsregistrere sig, før de omsætter for mere end 50.000 kr. om året, kan du lige så godt få registreringen på plads med det samme – planen er trods alt, at din webshop skal blive en bragende succes! Hvis du hellere vil vente med momsregistreringen, kan du også vælge at registrere din PMV, og få et CVR-nummer uden at registrere dig for moms.
For at registrere din virksomhed, skal du ind på Virk.dk. Her kan du hurtigt og nemt registrere din webshop, så du kan få dit CVR-nummer, og blive klar til at fakturere dine kunder.