Få guiden som e-bog
At udvikle en forretningsplan er et afgørende første skridt på vejen til succes. Selvom nogle måske vil synes, at det er hårdt arbejde eller tidskrævende papirnusseri, så vil den smarte virksomhedsejer kunne se værdien i det.
En forretningsplan kan bane vejen til og sikre den finansiering man virkelig står og mangler – og samtidig er den med til at identificere, definere og tydeliggøre alle de mange elementer, der er afgørende for succes. Forsøger man at vige udenom og starte en virksomhed uden virkelig at lægge kræfter i og uden nogen seriøs form for planlægning eller overvejelse, så er det næsten stensikkert, at man ender på listen over fejlslåede iværksættervirksomheder. At udvikle en gennemtænkt, smart konstrueret forretningsplan kan ligefrem være en tilfredsstillende opgave i sig selv.
10 spørgsmål, der skal besvares, når man skriver en forretningsplan
1. Er virksomhedsidéen plausibel?
Med andre ord, er den branche man træder ind i i vækst og er det nok til at understøtte den nye virksomhed? Hvis vækstkurven for branchen som helhed (eller branchesegmentet eller den niche, der er tale om) er nedadgående, så var det måske bedre at komme på en virksomhedsidé inden for en anden, sundere branche.
2. Hvilke finansieringsmuligheder findes der og hvilke bør jeg kontakte?
Dette kommer an på virksomhedsejeren og på den virksomhed, der er under opbygning. Hvis ejeren allerede har et ventureselskab eller en investor linet op, så er svaret enkelt. Vil man forsøge sig hos en bank eller en låneinstitution, så skal den person, der laver planen, først finde ud af hvilke lånebetingelser disse har og hvilken information de forventer at se i en forretningsplan.
3. Hvor lang skal en forretningsplan helst være?
Der er ingen faste regler for, hvor lang en forretningsplan skal være, men de er typisk på mellem 25 og 35 sider. Men mere vigtigt er det at sørge for, at virksomhedsmodellens værdi fremgår tydeligt, for uanset planens længde, så er det det, som læseren vil forsøge at finde ud af og derfor er det samtidig det, som planen skal formidle på en ærlig og overbevisende måde.
4. Finansiering - hvor meget har jeg brug for?
Der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor du er nødt til at finde ud af, hvor mange penge du har brug for, for at lancere din virksomhed og holde den kørende, indtil den begynder at give overskud. Ideelt set bør du finde ud af dette, før du begynder at skrive din forretningsplan. Det beløb, du har brug for, kan have indflydelse på hvilke finansieringskilder du kan kontakte – og det kan påvirke den business case, der skal udarbejdes og hvordan planen skal sættes sammen.
5. Er der et særligt format jeg skal holde mig til, når jeg skriver min forretningsplan?
Selvom alle forretningsplaner består af nogenlunde de samme elementer, så er der ikke faste regler for hvilket format man skal bruge. Nogle låneinstitutioner foretrækker dog et bestemt format og har måske deres egen skabelon, så det kan godt betale sig at kontakte mulige finansieringskilder og finde ud af, om de har særlige krav eller præferencer.
6. Bør jeg outsource forretningsplanlægningen eller skal jeg stå for det selv?
Dette er et spørgsmål, som kun kan besvares af virksomhedsejeren selv. Hvis han eller hun føler sig fortrolig med den proces det er, at udvikle en forretningsplan, så kan man sagtens spare de penge og gøre det selv. Men er ejeren ikke fortrolig med det, bør man hyre et velrenommeret firma, der kan levere et finpudset dokument, som vil give finansieringskilderne det bedst mulige indtryk af virksomheden.
7. Skal der være illustrationer i en forretningsplan?
Illustrationer er normalt ikke et krav, men de kan være yderst effektive og en god hjælp til at forme det indtryk, man ønsker at give mulige investorer og andre finansieringskilder.
8. Er mine finansielle forventninger realistiske?
Alle økonomimæssige forventninger skal være realistiske – og det skal fremgå tydeligt for at sikre, at forretningsplanen bliver taget seriøst. Det betyder, at virksomhedsejeren skal have en god og realistisk forståelse for den økonomiske model, der bruges. Skriver han eller hun ikke selv planen, så skal denne forståelse formidles til den person, der skriver planen og derefter skal den færdige plan gennemgås med tættekam, så man er sikker på, at den er korrekt og nem at forstå for den, der læser planen.
9. Er det bedst at kontakte en investor eller en låneinstitution?
Dette afhænger af de forbindelser, man allerede har såvel som af den virksomhedstype man fremlægger. En god tommelfingerregel er kun at opsøge de forbindelser, som virksomhedsejeren føler sig tryg ved.
10. Kan jeg udelade konkurrenceanalysen?
Dette er et af de mest populære spørgsmål, da mange kommende virksomhedsejere mener, at de er kommet på et fuldstændigt nyt koncept og der derfor ikke er nogle konkurrenter at analysere. Men historien og erfaringer viser, at der næsten altid er en konkurrent – enten direkte eller indirekte – uanset hvilken type virksomhed, der overvejes. Er den branche, som du er på vej ind i, plausibel?
Kritiske punkter, der skal overvejes
- Er den virksomhed, du har i tankerne, holdbar?
- Hvad er dit erfaringsniveau og hvor godt passer denne erfaring med den virksomhed, du har i tankerne?
- Hvor stærkt og bredt er dit relevante netværk?
- Hvilke styrker har du rent professionelt?
- Hvilke svagheder har du rent professionelt?
- Hvilken struktur ville være bedst for den virksomhed, du har i tankerne? En enkeltmandsvirksomhed, et interessentskab, et anpartsselskab? Eller noget helt andet?
- Hvor meget kapital har du ved hånden og hvor meget mere er du nødt til at skaffe for at kunne føre din vision ud i livet?
Et par ord her til slut
Vi håber, at du kan bruge denne lille bog og dens informationer og at du nu føler dig meget mere sikker i forhold til, hvordan man skriver en forretningsplan for en mindre virksomhed. Vi ønsker dig alt mulig held og lykke med at udvikle din forretningsplan, lancere og opbygge din virksomhed og hurtigt opnå den succes, du ønsker.
Hvis der er noget, vi kan hjælpe dig med hen ad vejen, så er du meget velkommen til at kontakte os på Billy.dk. Vi vil med glæde hjælpe, hvor vi kan og vi ser frem til muligheden for at samarbejde med dig på din vej til succes.
De bedste hilsner Alle os fra Billy