Markedsfør din webshop

Julie Tandrup Gravesen

Markedsfør din webshop

Blå billy bog

Få guiden som e-bog

Jeg accepterer Billys betingelser for opbevaring af personoplysninger

Du har valgt den rette webshop-platform og fundet en god betalingsløsning. Der er styr på det logistiske og sikkerheden er i top. Dine produkter er lækre, du har fundet din helt egen niche, og du er klar til at sælge. Men kunderne udebliver. Og i virkeligheden er det slet ikke så mærkeligt, for du er den nye spiller på markedet, og selvom du har lige det, kunderne vil have, ved de ikke, at du er der. Du skal i gang med at markedsføre din webshop, og det kan kun gå for langsomt. Måske synes du ikke, at du har budgettet til at sætte gang i en markedsføringskampagne, før dit salg overhovedet er gået i gang, men spørgsmålet, du i virkeligheden bør stille dig selv, er, om du har råd til at lade være?

I det følgende kapitel vil vi kort gennemgå nogle af de metoder, du med fordel kan benytte som mindre webshop. Nogle metoder er dyrere end andre, men fælles for dem alle er, at det er investeringer, der kan hjælpe dig med at nå ud til din målgruppe, så du kan få gang i salget.

SEO af din webshop

SEO er kunsten at optimere sin hjemmeside eller webshop med udgangspunkt i de faktorer søgemaskiner, såsom Google, er interesseret i. Søgemaskineoptimering, også kendt som SEO, er i sig selv et emne, der er stort nok til sin helt egen guide. Det kan tage tid at se resultaterne af SEO, men hvis det gøres rigtigt, kan du med SEO sikre dig en højere placering i søgeresultater, og dermed skabe gratis trafik på din webshop.

Det er vigtigt, at du går i gang med søgemaskineoptimeringen med det samme, når du opretter din webshop. Når først du har lavet 50 produktbeskrivelser, blogindlæg osv. er det et kæmpe arbejde at gå ind og optimere efterfølgende, men hvis du sørger for at tænke SEO ind fra starten, vil det hjælpe dig til at opnå en god placering på Google.

Søgeordsanalyse af webshop: Udfør grundige søgeordsanalyser, før du skriver ny tekst til din webshop. Vælg de relevante keywords, der bliver søgt mest på, og tag udgangspunkt i disse til din tekst – Der er mange gode redskaber til søgeordsanalyse, prøv eksempelvis Moz, Google AdWords, eller Storybase.

Optimér dine webshop-tekster: Hver gang du opretter et nyt produkt, laver et nyt blogindlæg eller lignende, skal du sørge for at tænke de relevante keywords, du har fundet i din søgeordsanalyse, ind i title, meta, overskrifter, billedtekster, URL og brødtekst. Sørg for at længden af URL, title og meta er passende til Googles formater. For at sikre at dine URLs, title- og meta-tekster har den rette længde, kan du benytte et værktøj som SEOmofo.com, hvor du kan se, hvor lange titles og metabeskrivelser Google viser. Sørg desuden for at inkludere relevante keywords i dine produktbeskrivelser, landing pages osv.

Kvalitet: Sørg for at dit indhold er relevant og af høj kvalitet. Google straffer sider med duplikeret indhold og overforbrug af de samme keywords. Hvis du derimod skaber dit eget indhold, sørger for, at det er af høj kvalitet og lader være med at bruge dine keywords unaturligt meget, skal Google nok belønne dig.

Linkbuilding: Tænk i linkbuilding, både internt på din side, men overvej også at tage kontakt til andre inden for branchen og eventuelle partnere, for at høre om de er villige til at linke til dig, hvis du også giver dem et link. Hvis din webshop er blevet omtalt på andre hjemmesider, er det oplagt, at skrive og foreslå linkudveksling. Dette er en god måde at skabe øget trafik, og i Googles øjne gør kvalitetslinks din side mere troværdig, hvilket bliver belønnet i søgeresultaterne.

Hastighed: Når Google går ind og vurderer din webshop, ser de ikke kun på indholdet, men på brugervenligheden generelt. Dette betyder, at også hastigheden er væsentlig, da der ikke er noget mere irriterende end en langsom hjemmeside. Du kan benytte Googles redskab "PageSpeed Insights", til at tjekke hastigheden af din webshop.

SEO er et af de bedste redskaber, for dig der vil starte din første webshop. Det er billigt og let at gå til, så længe du går i gang med optimeringen fra dag 1.

Google AdWords til din webshop

Google AdWords er din mulighed for at få annoncer op direkte i din målgruppes søgeresultater, samt på hjemmesider, der er tilknyttet Googles netværk. Som nystartet webshop er der mange fordele ved AdWords. Hvor det kan tage tid at se resultaterne af ens arbejde med søgemaskineoptimering, skal du ikke vente længe for at se resultaterne af dine AdWords-kampagner. Når du har sat dine første annoncer op, går der kun få timer, før du kan begynde at følge de data, kampagnen genererer. På den måde kan du hurtigt danne dig et overblik over netop hvilke søgeord, målgrupper osv. der er værd at arbejde videre med.

Med AdWords har du et hav af muligheder for tilpasning af annoncer og kampagner, til netop din målgruppe. Du kan målrette dine annoncer ved at begrænse dem til bestemte geografiske lokationer, tid på dagen, browsertype, sprog, enhed og lignende. Derudover kan du målrette din kampagne til specifikke søgeordstyper, for at sikre en højere konverteringsrate.

Modsat SEO er Google AdWords ikke gratis. Du betaler for visninger og klik, så det er vigtigt, at lægge omtanke i kampagnerne før de lanceres, så du ikke risikerer at få en masse klik, der i sidste ende ikke konverterer. Annoncer, der ikke er i tråd med din webshop, kan hurtigt ende med en meget høj klik-pris. Det samme gælder annoncer målrettet et forkert publikum og annoncer med høj konkurrence. Har du derimod sat dig godt ind i Google AdWords generelt, din specifikke målgruppe, søgeord, samt hvor stor konkurrencen på disse søgeord er, kan Google AdWords vise sig, at være en relativt billig metode, når du vil ses af din målgruppe.

Webshop og Sociale Medier

Facebook, Instagram, Twitter, Snapchat, YouTube, Pinterest, Google+, LinkedIn… Det er efterhånden svært at komme uden om de sociale medier.

Sociale Medier er i dag et magtfuldt medie, hvis du vil ses, høres og skabe dialog med kunderne. Men kun hvis du benytter dem ordentligt. En inaktiv Facebook-side kan gøre mere skade end gavn og kan hurtigt give kunderne et dårligt indtryk, så hvis du allerede nu ved, at du ikke kommer til at lave løbende opdateringer og svare på kundernes spørgsmål og anmeldelser, er det måske ikke vejen frem for dig. Hvis du derimod udnytter de sociale medier, og de muligheder de giver, kan det være en god og billig måde at nå ud til kunderne på.

Sociale medier, såsom Facebook, har den fordel, at folk her deler store mængder information om sig selv. Dette betyder, at du med Facebooks analyse-tools har mulighed for at få et rigtig godt indblik i din målgruppe. Derudover, kan du på både Facebook og de fleste andre sociale medier, ligesom med AdWords, oprette annoncer målrettet netop dit publikum. Da mange i dag tilbringer en del tid dagligt på at tjekke de sociale medier, giver annoncering på de sociale medier en rigtig god mulighed for at blive set.

Når du tager stilling til, om du vil være til stede på de sociale medier, skal du have dit produkt og din målgruppe for øje. Hvilke sociale medier er din målgruppe aktive på? Sælger du produkter eller services, og i så fald hvilke? Hvis du sælger skønhedsprodukter eller tøj til unge mennesker, er Facebook eller Instagram måske et godt sted at starte. Sælger du derimod services, eksempelvis kurser i projektledelse, er LinkedIn måske en mere passende platform.

Remarketing af din webshop

Når du har startet din webshop, vil du hurtigt opdage, at de færreste besøgende på din side rent faktisk køber dine varer i første hug. Nogle besøgende vil kigge på din side én gang og aldrig komme igen. Andre vil komme tilbage ad flere omgange, kigge lidt, måske på den samme vare hver gang, og forlade siden igen. Andre igen vil kigge gentagne gange, og til sidst beslutte sig for at købe. Men de færreste vil gå ind på din side, kigge rundt og købe, første gang de stifter bekendtskab med dine produkter.

Det kan være enormt frustrerende at være vidne til kunder, der gentagne gange kigger på et produkt uden at købe. På samme måde er det også irriterende, når tidligere kunder pludselig holder op med at besøge din butik. Heldigvis har du en mulighed for, at lokke disse kunder ind på din side igen ved hjælp af remarketing.

Hvad er remarketing?

Remarketing er din mulighed for at målrette dine annoncer mod personer, der allerede har besøgt din webshop, eller tidligere har købt et af dine produkter. Hvis en kunde eksempelvis har kigget på en bestemt kjole uden at købe, har du nu mulighed for efterfølgende at vise kunden annoncer med netop denne kjole. På den måde kan du hele tiden minde kunden om de produkter, han/hun allerede har vist interesse for.

Dette er en af de bedste måder, du kan benytte dit markedsføringsbudget på, da du har mulighed for direkte at henvende dig til besøgende, der allerede har vist interesse for din webshop og de præcise produkter du viser dem. Chancen for at kunden ender med at købe produktet, er i sidste ende langt større, end når du annoncerer for potentielle kunder, der aldrig før har besøgt din butik. Her ved du, at interessen er der, og med remarketing har du mulighed for, løbende at minde kunden om dit produkt, så du ikke risikerer at blive glemt.

Influencer Marketing

Influencer marketing er din mulighed for, at få influencere, i form af eksempelvis kendisser, bloggere, YouTubere og Instagram-stjerner til at anbefale dine produkter til deres følgere. Influencere har i dag rigtigt meget at skulle have sagt, og afhængigt af din målgruppe, kan det være en god idé at overveje, om du eventuelt kan lave nogle fordelagtige samarbejder.

Influencer marketing er i løbet af de seneste år blevet en mere og mere populær form for markedsføring, og intet tyder på, at denne tendens vil stoppe foreløbigt. Når en influencer anbefaler dit produkt, vil han/hendes publikum se det som et kvalitetsstempel. Du får styrket troværdigheden af dit brand og dine produkter, du kommer ud til et stort publikum, og hvis det gøres rigtigt, får du skabt mere trafik og flere salg på din webshop.

Før du går i gang med influencer marketing, skal du være bevidst om, hvem du vælger at indgå samarbejder med og hvordan deres brand harmonerer med dit. Taler de til samme målgruppe, som du vil nå ud til? Og har de overhovedet et brand, du gerne vil associeres med? Det er vigtigt at være selektiv. Hvis du starter et samarbejde med én, der har en helt anden målgruppe og brand end din webshop, kan du i værste fald risikere at skade dit brand. På samme måde kan det virke utroværdigt, hvis du starter et samarbejde med én, der ugen forinden reklamerede for din største konkurrent. Lykkes det dig derimod at finde den helt rigtige influencer, kan det være en rigtig god forretning.

E-mail marketing og nyhedsbreve

Mange betragter e-mail marketing som en forældet måde at nå ud til kunder på, men på trods af dette, viser den ene undersøgelse efter den anden, at e-mail marketing den dag i dag er en af de mest effektive former for online marketing.

E-mail marketing er, når virksomheder sender enten nyhedsbreve eller kommercielle meddelelser og annoncer ud til en gruppe (potentielle) kunder via mail. Der er mange fordele ved e-mail marketing og nyhedsbreve, men nogle af de største er, at det er billigt, du kan måle de data, du får ud, det er markedsføring nu og her med øjeblikkelige resultater, og konverteringsgraden er, hvis det gøres ordentligt, høj. Derudover er både e-mailmarkedsføring generelt, men særligt nyhedsbreve, en god mulighed for løbende at minde dine kunder om din webshop. Gode nyhedsbreve skaber kundeloyalitet, og kan være medvirkende til, at flere investerer i dine produkter, da man er mere tilbøjelig til at handle hos virksomheder, man allerede er bekendt med.

  • Med SEO kan du optimere din hjemmeside, så den er nemmere at finde.
  • Brug Google Adwords og Sociale Medier til at markedsføre dine produkter og skabe trafik.
  • Anvend Remarketing til at ramme tidligere besøgende.
  • Influencer marketing kan bruges som en mere troværdig form for markedsføring.
  • E-mails og nyhedsbreve er en effektiv måde at nå ud til eksisterende kunder på.
Billy Regnskabsprogram og laptop frontpage billede

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du får gratis support alle ugens 7 dage på både mail, telefon og chat.