Få guiden som e-bog
Det bedste møde er det, hvor begge parter bliver hørt og forstået. I løbet af mødet vil du uden tvivl blive presset på holdbarheden af dine budgetter og på de mere bløde aspektiver af din virksomhed. Men husk, at det kun er naturligt, at bankrådgiveren går lidt til dig. Det afgørende er, at din bankrådgiver føler, at du brænder for dit projekt, og at du kan se og udnytte virksomhedens forretningsmæssige muligheder.
Du skal være opmærksom på, at banken normalt har et internt karaktersystem, de bruger til at vurdere, hvor god en idé det er at låne penge til dig. Desuden kan du forvente, at bankrådgiveren kigger på din privatøkonomi.
Vær derfor forbedret på at få stillet nogle personlige spørgsmål såsom:
- Kan familiens økonomi holde til den risiko, du gerne vil løbe?
- Hvor mange penge er du afhængig af at tjene og hvor hurtigt?
- Hvad siger familien til, at du starter en ny virksomhed?
Forhandlingsteknik
Nu er vi ved det punkt, hvor du sidder og sveder foran bankrådgiveren. Her gælder det om at holde en professionel udstråling.
Med den rette forhandlingsteknik kan du bedre kontrollere og styre mødet i den retning, du gerne vil. Udgangspunktet for dette er igen, at du har forberedt dig grundigt inden. Her kommer fem ting, som du bør forberede dig på.
Få styr på følelserne
Det lyder måske ganske simpelt, men det kan være svært at holde styr på følelserne. Især når det gælder dit hjertebarn, som du brænder for at få op at køre.
Sørg for at fremstå kontrolleret – også hvis din bankrådgiver ikke forstår dine budskaber. Prøv i stedet at omformulere dig, så du bliver hørt og forstået. Det er ikke alle, der forstår dine idéer lige med det samme. Hvis du kan mærke, at en voldsom reaktion er under opsejling, så stop op, og indse, at det nok ikke vil gavne situationen.
At kontrollere dine følelser betyder ikke, at du skal lukke af og fremstå kold. Det handler derimod om, at du skal agere professionelt og ikke overreagere.
Se sagen fra bankens side
Det er din bankrådgivers opgave at vurdere, om det er en god forretning for banken at investere i dig, og det er ikke altid lige let. Hvis du kan sætte dig ind i bankrådgiverens situation, har du mulighed for at komme med bedre argumenter. Det kan være, at det netop er de argumenter, som får ham eller hende over på din side.
Ikke afvise, men tage dialogen
Hvis du bliver stillet kritiske spørgsmål, skal du aldrig benægte eller afvise dem. Tag dialogen op, og vis, at du sagtens kan håndtere enhver form for kritik. Det kan også være problemstillinger, som du måske ikke lige har tænkt over, og som kan påvirke din forretning positivt.
Byg en gylden bro – opmærksom på fordelene
I sidste ende handler det om at bygge en gylden bro mellem dig og banken, så rådgiveren kan se, at det er en god idé at låne dig penge. Din bankrådgiver kan blive en form for videregående samarbejdspartner, så betragt ham eller hende sådan.
Vær ærlig
Til slut vil vi anbefale dig at være ærlig. Fortæl om de kommende udfordringer, og hvordan du har tænkt dig at løse dem. Det er altid bedst at komme problemerne i forkøbet.