Få guiden som e-bog
Hvis din virksomheds indkomst er meget svingende, så du det ene år ligger over grænsen for topskat, mens du det andet år ligger under, kan det være en fordel for dig at benytte virksomhedsskatteordningen.
Meget kort fortalt giver virksomhedsskatteordningen dig mulighed for at lade den del af årets overskud, som du ikke har hævet til dig selv, stå i virksomheden. Derved kommer denne del af overskuddet ikke med som indkomst, og du kan derved reducere dit overskud skattemæssigt i de år, hvor du ligger over grænsen for topskat. I de år, hvor du ligger under grænsen, kan du så vælge at hæve det opsparede beløb og på den måde helt undgå at betale topskat. Det, man lader stå i virksomheden, skal man dog betale 22 % skat af i det år, man opsparer det. Denne skat bliver så modregnet i den endelige skat, når man hæver opsparingen.
Lad os tage et eksempel, hvor du i det ene år har et overskud på 577.200, og hvor du som følge heraf betaler 6.000 kr. i topskat (ifølge vores beregning på side 12).
Her kan du vælge at lade 40.000 stå i virksomheden og kun betale en midlertidig skat på 22 % svarende til 8.800 kr. Derved kommer din indkomst under topskatten, og du betaler blot ”normal” skat af resten. Det næste år ligger dit overskud kun på 300.000 kr. Du vælger derfor at hæve de 40.000 igen, og derved kommer dit reelle overskud op på 340.000.
Dette beløb betaler du så normal skat af. Den skat, du skal betale af de 340.000, skal derefter reduceres med de 8.800, som du allerede har betalt året forinden. Dermed har du undladt at betale topskat af 40.000 kr. og derved sparet ca. 6.000 kr. i skat – hvilket jo er en god del penge!
Virksomhedsskatteordningen laver du i forbindelse med din årsrapport og selvangivelse. Ordningen kræver omfattende viden, og det anbefales, at du lader en revisor hjælpe til med opgørelsen.