Få guiden som e-bog
Derefter skal du sørge for, at det der står som tilgodehavender og skyldnere i dit Billy-regnskab, stemmer overens med virkeligheden. Det gør du ved at afstemme debitorer og kreditorer.
Debitor- og kreditorliste
Find ud af om tilgodehavender (debitorer) og skyldnere (kreditorer) stemmer i regnskabet.
Du får hurtigt et overblik ved at lave et udtræk over debitorer og kreditorer fra dit regnskab i Billy. Udtrækket laver du ved at gå til regnskab > eksport > og vælge debitorliste eller kreditorliste. Når du afstemmer, er det en god idé at notere på udtrækkene, om regningerne og fakturaerne er blevet betalt i den løbende måned.
Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at der ikke må være en difference mellem kreditorlisten og kontoen Skyldnere til leverandører. Tilsvarende må der heller ikke være difference mellem debitorlisten og kontoen Til gode hos kunder.
Hvis der er en difference, kan det skyldes, at du har bogført manuelt på kontoen igennem kassekladden eller lignende. For at finde de(n) postering(er), som er årsag til differencen, kan du eksempelvis gå ind på kontoen Til gode hos kunder og søge efter ”kassekladde”. Så vil posteringerne fra kassekladden blive vist.
Andre tilgodehavender
Du skal også kontrollere, om du har andre tilgodehavender i dit regnskab, og om disse tilgodehavender er indregnet korrekt i regnskabet. Det kan eksempelvis være depositummer eller tilgodehavender fra Teller, Nets, Stripe eller Paylike. Dine tilgodehavender skal være fremvist i din balance på aktivsiden.