Skal jeg lave en udvidet selvangivelse?

Dato:17. december 2020
Læsetid:5 minutter

Året er ved at være slut, og det er dit regnskabsår også. 

Derfor er det nu, du skal til at lave en opgørelse over din virksomheds regnskab, så du kan lægge et sundt og holdbart budget for 2021. 

Hvis du har en enkeltmandsvirksomhed, personligt ejet mindre virksomhed eller et interessentskab, skal du lave din opgørelse i en udvidet selvangivelse. 

Faktisk har udvidet selvangivelse skiftet navn til oplysningsskema. Intet er nyt undtagen navnet. 

Men for at gøre det mindre forvirrende kalder vi det udvidet selvangivelse, som du kender det. 

Hvad er en udvidet selvangivelse? 

Du skal indberette skat til Skattestyrelsen, når du ejer en virksomhed. Det gør du med det, man kalder for en udvidet selvangivelse. 

Men hvad betyder det, at selvangivelsen er udvidet? 

Hvert år skal du sende en selvangivelse til SKAT. Selvangivelsen dokumenterer, hvor meget du har tjent i det foregående år.

SKAT bruger selvangivelsen til at undersøge, om du skal betale eller have penge tilbage i skat. 

Når selvangivelsen er udvidet, er det fordi, du både skal udfylde skatteoplysninger for dig selv som privatperson og for din virksomhed. 

På den måde kan SKAT se forskellen mellem dine private skatteforhold og din virksomheds skatteforhold. 

Hvem skal lave udvidet selvangivelse? 

Du skal lave en udvidet selvangivelse, hvis du er selvstændig. 

Derudover skal du også udfylde en udvidet selvangivelse, hvis du: 

  • er kunstner og omfattet af indkomstudligningsordningen
  • har forskudt regnskabsår (for eksempel slutter regnskab 30. juli) 
  • ejer anparter, som ikke er omfattet af anpartsreglerne 

Hvordan laver jeg udvidet en selvangivelse?

Du skal have orden i dit regnskab, før du kan lave din udvidet selvangivelse. Ellers kan der være fejl og mangler, når du laver den.

Tjekliste:

Når du har styr på det, kan du gå i gang med at lave dit regnskab. 

Her er en oversigt over informationer, du skal have klar:

Din virksomheds resultater

Start med at undersøge din virksomheds resultater for året. Her skal du ikke regne renter med. 

Resultatet finder du ved at trække dine udgifter fra dine indtægter, som du har bogført i løbet af året. 

Har du haft flere indtægter end udgifter, vil resultatet være et overskud. Har du haft flere udgifter end indtægter, vil resultatet være et underskud. 

Du skal ikke regne den løn med, som du har taget ud til dig selv. 

Du skal heller ikke tage det med i beregningerne, når du har brugt firmakortet til at lægge ud for dig selv. Det skal du nemlig bruge kontoen 7130 til.

Din virksomheds renteopgørelse

Du skal bruge oplysninger om din virksomheds renteindtægter eller renteudgifter.

Har du for eksempel taget et lån i din virksomhed, skal du sørge for at skrive rentesatsen ned.

Det samme skal du gøre, hvis du for eksempel får penge på renter, fordi du har et beløb stående på en indlånskonto. 

 

Din virksomheds regnskabsoplysninger

Du skal have regnskabsoplysninger om din virksomhed klar, inden du laver den udvidede selvangivelse. 

Som nystartet virksomhed vil din omsætning ofte være under 300.000 kroner de første år. Derfor kan du nøjes med at oplyse:

  • Din virksomheds cvr-nr.
  • Hvad du skylder eller skal have tilbage i moms, hvis du er momsregistreret
  • At din virksomhed er fritaget for at give regnskabsoplysninger
  • Oplysninger om revisorbistand

Har du en omsætning på mere end 300.000 kroner, skal du oplyse flere regnskabstal. Dem finder du i resultatopgørelsen og balancen

Hvornår er fristen for udvidet selvangivelse?

Fristen for at udfylde din udvidet selvangivelse er først den 1. juli 2021. 

Du tænker sikkert: “Der er da masser af tid! Jeg venter da bare.” 

Men pas på med det.

2021 kan nemlig hurtigt blive et kaotisk år, fordi der er udskudte frister og deadlines, hjælpepakker og meget andet. Pludseligt har du glemt, at du skal indsende din udvidet selvangivelse. 

Kom derfor i gang med din udvidet selvangivelse allerede i dag. 

Dit regnskabsår er alligevel slut, så du mister ikke noget ved det. Du vinder kun tid i 2021.

Hvordan indsender jeg udvidet selvangivelse?

Når du har lavet dit regnskab, er du good to go. Nu mangler du bare, at gå ind og udfylde din udvidet selvangivelse.

Det gør du sådan her:

  1. Gå til TastSelv.
  2. Tryk på Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet.
  3. Der vil være beløb, der allerede er tastet ind. Her skal du undersøge, om de er rigtige. Ret de beløb, der skal rettes.
  4. Tryk Næste og oplys din virksomheds overskud i rubrik 111. Hvis din virksomhed har underskud, skal det tastes ind i rubrik 112. Tjek også, om der er andre rubrikker, du skal udfylde.
  5. Rul ned til Regnskabsoplysninger og tryk Oplys. Indtast oplysningerne til de relevante rubrikker.
  6. Tryk Gem. Du vil nu blive spurgt, om du skal indberette for flere virksomheder. Skal du ikke det, så tryk Tilbage.
  7. Tag stilling til om, der er andre oplysninger, du skal indberette. Husk, at din årsopgørelse dækker både din virksomheds og din private økonomi.
  8. Tryk Næste og derefter Godkend.
  9. Du vil få vist en kvittering, når du er færdig med at rette årsopgørelsen, og derefter kan du se din årsopgørelse. Hvis der er noget, der ikke stemmer, vil du blive bedt om at udfylde det, der mangler, før årsopgørelsen kan dannes.

Og husk! Selv hvis din virksomhed er lukket i løbet af året, skal du stadig oplyse resultatet.

 

Hvordan betaler jeg restskat?

Når du har oplyst resultatet og de andre oplysninger, kan du se, om du har betalt for meget eller for lidt i skat i løbet af året.

Har du betalt for meget, får du automatisk din overskydende skat tilbage. Du skal altså ikke gøre noget selv. 

Har du betalt for lidt, skal du dog gøre noget. Du skal nemlig selv ind og betale en restskat.

Hvis du vælger at betale din restskat i perioden mellem første 1. januar og 1. juli, betaler du en rente på 2% regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen 

Betaler du efter den 1. juli, skal du betale et fast procenttillæg på 4 %. 

Derudover er det vigtigt at vide, at du senest skal betale restskat klokken 20:45 dagen inden fristen. Din betaling bliver nemlig først registreret næste bankdato. 

  • Ferie og Regnskab: Forbered din virksomhed til sommermånederne
  • Grundlæggende regnskabsføring - 3 emner du skal forstå
  • Årsregnskabets øvrige oplysninger for selskaber - hvad skal du være opmærksom på?