Sådan opretholder vi vores sociale sammenhold på afstand

Dato:3. april 2020
Læsetid:4 minutter

I Billy er vi meget sociale og bruger normalt rigtig mange timer sammen, så det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi savner hinandens selskab og samvær i disse tider, hvor vi alle arbejder hjemmefra. Men vi forsøger på mange måder at opretholde vores stærke sociale kultur, selvom alting skal foregå på distance og digitalt.

Du savner måske også det kollegiale aspekt i at gå på arbejde, men er i tvivl om, hvordan man kan styrke sammenholdet og motivere hinanden, når alting skal foregå over nettet. Her får du et par eksempler på sociale tiltag, som vi har implementeret i Billy. Vi håber, at det kan inspirere dig til, hvordan kulturen og det gode kollegaskab kan holdes ved lige i din virksomhed.

Vi holder daglige statusmøder

Billy er en virksomhed, der på mange måder arbejder digitalt. Det har derfor ikke været en udfordring for os at rykke arbejdsgangen online, men til gengæld har vi haft svært ved at undvære den gode sparring med kollegerne på kontoret og hyggesnakken ved kaffemaskinen. Derfor sørger vi for at holde daglige morgen- og statusmøder, hvor vi starter dagen med en virtuel kop kaffe i vores individuelle teams. Her får vi ikke kun fulgt op på vores arbejdsopgaver, men vi ser også de velkendte ansigter og snakker med hinanden om, hvad weekenden er blevet bedrevet med, eller hvor mange praktiske gøremål, vi hver især har fået fikset i hjemmet.

Vi hygger til virtuel fredagsbar

På trods af at vi skal begrænse den fysiske kontakt og undgå at samles, så lader vi det ikke ødelægge det gode humør eller den ugentlige fredagsbar. Man kan nemlig snildt hygge igennem med kollegerne i den virtuelle verden. Alle i Billy-teamet får hver fredag sendt en invitation til den digitale fredagsbar, og så er det ellers bare at lege med. Og selvom vi alle sidder i vores egne små osteklokker bag skærmene, så bliver festlighederne taget ret seriøst. Håret bliver hurtigt sat, den krøllede skjorte udskiftet, og glasset skænket op - dem med solid far-humor insisterer selvfølgelig på at nyde en kold Corona.

Med disse gratis apps kan du lave gruppe-videoopkald, og samle kollegerne virtuelt:

  • Google Hangouts
  • Microsoft Teams
  • Skype

Vi gør underholdningen digital

Selvom fredagsbaren må foregå på digitale præmisser, så slipper vi ikke så let de gode traditioner eller de festlige indslag. Vi fejrer fyraftenen med underholdning såsom virtuel Meier eller Bingo - og hvis det går rigtig løs, bliver de sjove hatte og udklædningen hevet frem. I en tid hvor vi alle savner det sociale samvær, er det enormt dejligt at grine sammen, og få skabt god fredagsstemning.

Vi spiser fælles frokost online

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Men uden gode kolleger kan det også være lidt op ad bakke. I Billy plejer frokostpausen at være et højdepunkt på dagen, hvor vi sammen tanker energien op, mens vi får sludret om stort og småt. Så eftersom vi ikke er vant til madro, kan det altså blive lidt ensomt i et monolog-køkken. Derfor sørger vi for at lave virtuelle frokostaftaler med hinanden, hvor vi mødes digitalt over en mad og får vendt verdenssituationen. Det er nu ret hyggeligt.

Vi går ture sammen, hver for sig

Når hverdagen på hjemmekontoret bliver for ensformig, kan en gåtur i forårsvejret gøre godt. I Billy tager vi jævnligt på ‘walk and talk’s med hinanden for at få en god snak og lidt frisk luft. Det skal disse tider ikke sætte en stopper for, så i stedet for at mødes fysisk, stikker vi nu et par høretelefoner i ørene og ringer hinanden op. Samtidig finder vi en sjov udfordring i at finde på kreative ruter for at undgå forsamlingerne og tage hensyn til andre. Efter en halv times rask gang med en god kollega i røret, har man fået røde kinder og kan med ny energi fortsætte arbejdet bag skærmen.

Vi deler hverdagen på Billy-Snappen

På det sociale medie Snapchat kan man dele billeder og korte videoklip, når man vil og hvor man vil. I Billy har vi lavet en Snapchat-gruppe, hvor vi deler alt mellem himmel og jord, og det er en hyggelig måde, hvorpå vi følger med i hinandens hverdag. Vi snapper billeder og videoer af, hvad vi spiser, hvordan vi arbejder, hvornår vi får rørt os og alverdens andre ting. Meget af vores sociale kultur, vores interne jokes og vores arbejdsrelaterede anekdoter lever videre på Billy-Snappen. På den måde deler vi stadig nærværet og føler, at vi er en lige så stor del af hinandens hverdag, som altid.

5 ting I kan gøre for at styrke kollegaskabet på afstand

  • Afhold virtuelle morgenmøder for at gøre status og se hinanden
  • Gør fredagsbaren virtuel, og hyg jer med digital underholdning
  • Lav online frokostaftaler med hinanden
  • Gå en tur i forårsvejret, mens I snakker i telefon sammen
  • Opret en Snapchat-gruppe, og følg med i hinandens hverdag

  • Nyt partnerskab med Alm. Brand skaber sikkerhed til dét du drømmer om
  • Kundeinterview: Mød Uniclub – en hjælpende hånd til studieophold i udlandet
  • Billy Partner: Byens Regnskab skaber grobund for iværksættere