- Krav om brug af revisor
- Fordele ved brug af revisor
- Hvorfor bliver en revisor dyr?
- Skal jeg vælge en lille lokal revisor?
- Hvem skal lave min bogføring?
- Hvad skal jeg selv gøre?
I dette blogindlæg fortæller Kim Stig fra BogholderiService om, hvordan du bør prioritere en revisors opgaver, så din virksomhed kan spare penge.
Når du driver din egen virksomhed, kender du også behovet for at passe på pengene.
Mange bruger en revisor til at varetage bogføring, momsregnskab, selvangivelse og hjælp til regnskab. Men du skal vælge opgaverne til revisor med omhu.
Krav om brug af revisor
Som lille ny virksomhed har du ikke pligt til at bruge en godkendt revisor (registreret- eller statsautoriseret revisor).
Hvis du driver din virksomhed som enkeltmandsvirksomhed kan du fortsætte uden revisionspligt, og hvis din forretning er stiftet som IVS eller ApS, kan du fravælge revision, hvis du ikke overskrider nogle grænseværdier (som de færreste gør ved opstart).
Du skal dog huske at fravælge revision, når du stifter selskabet.
Fordele ved brug af revisor
Selv om du kan fravælge revision, kan du have stor gavn af en revisor. Særligt omkring skatter og afgifter har revisorerne særlige kompetencer, som du kan have brug for.
Men mange revisorer er også gode som sparringspartner i forhold til forretningsudvikling og økonomistyring.
Hvorfor bliver en revisor dyr?
Revisorerne har en god faglig uddannelse og praktisk erfaring fra mange forskellige kunder i en bred vifte af brancher. Det er til din fordel, når du har brug for hjælp.
Det betyder dog samtidig, at revisorerne har en relativt høj timesats, som typisk ligger mellem 1.000 og 2.000 kr. i timen. Assistenter og mindre erfarne medarbejdere har selvsagt en lavere sats.
Hvis du bruger revisor til opgaver, der ikke kræver revisors særlige uddannelse eller erfaring, kan du typisk finde disse ydelser billigere hos de specialiserede regnskabs- og bogføringsbureauer.
Skal jeg vælge en lille lokal revisor?
Tjaa…. Du kan være heldig med din lokale revisor. Det er imidlertid min oplevelse, at de lidt større revisionshuse med +10 medarbejdere har et fagligt højere niveau, fordi de bruger hinanden, og fordi de oftere bruger ny teknologi til effektivisering af deres arbejde.
Valg af en billig revisor skal ikke måles på timesatsen, men det samlede honorar. Jeg har flere gange lavet pristjek mellem helt små revisorer og de lidt større. Til min overraskelse er de mindste ikke de billigste – og typisk ikke de bedste.
Hvem skal lave min bogføring?
Der har været tradition for at lade revisor tager sig af ”det hele”. Fordelen skulle være, at revisor på den måde kan følge din forretning og du får en bedre pris ved at samle opgaverne.
Jeg har desværre konstateret (mange gange), at bogføringen løses af medarbejdere uden interesse for bogføring (yngre medarbejdere i karriere) eller erfarne medarbejdere, som holder fast i kendte processer uden brug af ny teknologi. I begge tilfælde er der tale om en dårlig løsning.
En bogholderiservice leveres ofte bedst og mest effektivt af specialiserede bogføringsbureauer. Og de fleste har god erfaring med at arbejde sammen med en revisor – enten én du vælger selv eller én du får anbefalet af bogholder.
Hvad skal jeg selv gøre?
Når du vælger at lave en aftale med en revisor eller en ekstern bogholder, er det vigtigt, at du har orden i penalhuset.
Når du har valgt at være selvstændig ansvarlig for en virksomhed, har du altid det sidste ansvar for dit bogholderi og regnskab.
Med den rigtige partner får du selvsagt god støtte til at løse dine opgaver og ikke mindst til at tilrettelægger nogle processer og rutiner, der tager mindst muligt af din dyrebare tid.
Det er således afgørende, at du får tid og overskud til at drive din forretning.
Tjekliste til effektiv opstart af ny virksomhed;
- Før alt andet – kom i gang med salget – ellers er nedenstående ikke relevant
- Vælg et moderne regnskabssystem i skyen og undlad gratisprogrammer. Gratis programmer har begrænsninger der forhindrer et effektivt bogholderi.
- Vælg en bogholderiservice, der arbejder digitalt – det gør dine konkurrenter og det gør din hverdag meget lettere
- Straks efter salg og levering kommer fakturering – Du skal ikke vente flere uger hvis opgaven er løst. Kredittid på 8 dage er typisk passende. Likviditeten er vigtig.
- Hold styr på dine omkostninger – alle bilag sendes straks til bogføring.
- Nye automatiserede betalingsløsninger er også tidsbesparende.
- Hold styr på momsreglerne – fejl kan koste dyrt
- Lad være med at fokusere på at ”udnytte mulighederne” for fradrag – fokuser på din forretning
- Hvis du bruger en revisor, skal du aftale opgaver og pris. Indhent altid fast pris, og pas på at du kan overholde revisors forudsætninger. Samme gælder ekstern bogholderiservice.
- Brug sparringspartner uden for dit eget netværk – du vil opleve, at du får nye input.