Sammen med Alm. Brand arbejder vi i Billy by Ageras for at skabe en mere enkel og sikker hverdag for selvstændige og mindre virksomheder. Derfor er vi super stolte over, at have indgået et unikt samarbejde med Alm. Brand, der kombinerer vores styrker inden for forsikring og regnskabsstyring – for at hjælpe dig med at stå stærkere, når det uventede sker.
Læs den fulde pressemeddelelse herunder:
Alm. Brand indgår nyt partnerskab med Ageras
Fra start november vil Ageras, der betjener mere end 300.000 virksomheder, tilbyde sine kunder forsikringsløsninger via Alm. Brand.
De små og mellemstore virksomheder (SMV’er) står overfor en hverdag fyldt med mange risici som følge af tyveri, sygdom eller uheld i virksomheden. Samtidig tænker mange virksomhedsejere ikke nødvendigvis over forsikringskonsekvenserne i forbindelse med ændringer i deres virksomhed i form af flytning af kontor, udvidelse af virksomhedens lager eller ansættelse af nye medarbejdere.
Med dette for øje indgår forsikringsselskabet Alm. Brand nu et nyt partnerskab med den hurtigt voksende danske fintech-virksomhed Ageras, der leverer digitale løsninger indenfor regnskab, løn, fakturering og finansiering til over 300.000 europæiske virksomheder.
“Vi er rigtig glade og stolte over at kunne byde Ageras velkommen som ny Alm. Brand-partner. Vi ser et godt match og deler en fælles vision om at hjælpe de mange små og mellemstore virksomheder med at navigere i en stadig mere kompleks verden af risici,” siger Lone Kyhl Hendriksen, Koncerndirektør for Erhverv i Alm. Brand Group. Hun fortsætter:
“Gennem et langsigtet partnerskab vil vi udvikle og tilbyde forsikringsløsninger, der adresserer de skiftende behov og udfordringer, som Ageras’ kunder står overfor. Vi ved, at mange mindre erhvervskunder er interesserede i en samlet løsning, der sikrer dem på tværs af deres virksomhed og privatliv. Det er tænkt ind i partnerskabet.”
Hos Ageras er man rigtig glade for partnerskabet på sine kunders vegne:
“Vi ønsker at gøre det nemmere at starte og drive en mindre virksomhed i et stadigt mere komplekst landskab. Med det nye partnerskab med Alm. Brand sætter vi sammen fokus på at minimere risici. Vores kunder tilbydes en forsikringsløsning, som matcher virksomheden, hvor den rent faktisk er,” siger Martin Hegelund Co-Founder & Chief Growth Officer.
Det nye partnerskab vil bidrage til at give de små og mellemstore virksomheder den nødvendige viden og værktøjer til at træffe velinformerede beslutninger om deres behov for forsikringsdækning.
“Med partnerskabet kan vi levere en endnu bedre service og værditilbud til vores kunder, så de kan koncentrere sig om det, de er bedst til – at drive deres forretning,” siger Martin Hegelund.
Ifølge Lone Kyhl Hendriksen giver partnerskaber Alm. Brand Group mulighed for at komme i dialog med betydelig flere kunder end selskabet kan alene via egne kanaler.
”Samtidig bidrager vi til at sikre, at partneren kan levere et attraktivt værditilbud til sine kunder, der styrker kundeloyaliteten,” uddyber Lone Kyhl Hendriksen.