- 1. Kend din idé til fingerspidserne
- 2. Navnet er vigtigere, end du tror
- 3. Bliv fortrolig med dine kunder
- 4. Få styr på finanserne
- 5. Ræk ud til andre
- 6. Søg støtte og vejledning
- 7. Skattestyrelsen er faktisk din skat
- 8. Gør opmærksom på dig selv
- 9. Sæt dig ind i moms
- 10. Giv en luns af dig selv
Forestil dig et arbejdsliv med dig selv i chefstolen. Hvor ideerne og eksekveringen udspringer fra din egen hånd, og du hver dag møder ind i en biks, du selv har banket op fra bunden.
Er det det sidste, du tænker på, når du lukker øjnene om aftenen – og det første, der fylder i dit hoved om morgenen? Så er det måske på tide at springe ud som iværksætter.
Har du også idéen og gåpåmodet på plads, er du allerede langt. Men hvordan bliver man iværksætter, og hvad er særligt vigtigt i opstartsfasen? Vi giver dig 10 gode råd, så du kan få opfyldt din drøm om at blive en succesfuld iværksætter.
1. Kend din idé til fingerspidserne
Intet iværksættereventyr uden en idé.
Idéen danner grundlag for den rejse, du skal ud på – og uanset om det er et gennemarbejdet koncept, der har været længe undervejs, eller en fiks og god idé, skal du have helt styr på, hvad den består af.
Er det et produkt? Er det en ydelse? Eller et system? Måske er det noget, du selv er ekspert i, som du ønsker at sælge videre.
Begynd med at give et kvalificeret bud på følgende spørgsmål:
- Er der et marked for min idé?
- Hvem er mine konkurrenter?
- Kan det generere en indtægt?
Det kræver mod at kaste sig ud i iværksætteriet, og på et tidspunkt er der heller ikke andet at gøre end at gå i gang. Men derfor er det stadig yderst vigtigt at have overvejet alle scenarier grundigt.
Du kan ikke med sikkerhed vide, hvordan det kommer til at forløbe, men blot det at have haft overvejelserne giver dig et stort forspring.
2. Navnet er vigtigere, end du tror
Er du mest interesseret i udviklingen af dit produkt? Eller kan du ikke vente med at komme i gang med markedsføringen?
Hvis du negligerer valg af firmanavn: Så læg hovedet i blød i mere end fem minutter.
Din virksomheds navn er noget af det første, dine kunder stifter bekendtskab med, og hvis det ikke giver mening i forhold til dit produkt, kan det have fatale konsekvenser.
Gode tommelfingerregler til firmanavn er:
- Det skal være nemt at stave
- Det skal være nemt at udtale
- Det skal have relevans for din forretning
- Det skal være ledigt som domæne
Det sidste bør du undersøge som det første. Der findes masser af sider på nettet, hvor du kan tjekke om et domæne er ledigt - et, der ender på .dk, er altid at foretrække.
3. Bliv fortrolig med dine kunder
Sæt dig i dine kunders sted, forstå dem ind til benet – og forestil dig, hvem de er, hvordan de lever deres liv, og hvordan deres forbrugsvaner er.
Måske viser det sig, at det er en helt anden type af kunde, der ender som din kernekunde – men ved at have tænkt grundigt over det, lærer du også din egen forretning og idé bedre at kende.
4. Få styr på finanserne
Økonomi er sjældent den mest spændende del af iværksætteriet.
Særligt hvis du starter på et snævert økonomisk grundlag. Hvis du skal ud og låne penge i banken, kræver det et overblik over din egen privatøkonomi.
Det kan være det rette for dig at låne penge, men det kan også medføre unødig stress, hvis opstarten trækker ud. Find ud af, om din økonomi kan bære det, og husk, at det kræver langt flere ressourcer, hvis du skal have en produktion – frem for hvis du blot skal bruge et skrivebord og en computer for at komme i gang.
5. Ræk ud til andre
Iværksættere har brug for værdifulde netværk.
Lad være med at tro, at du kan eller skal klare det hele selv. Det gælder først og fremmest dit nære netværk. Tal med dine venner og familie og få deres sparring på eksempelvis firmanavn. Sammensæt din egen personlige fokusgruppe, som kan komme med input til et godt navn – de kan hjælpe dig med ikke at stirre dig blindt på et enkelt bud.
Et solidt netværk, der støtter dig, er guld værd, når maskineriet går i gang.
6. Søg støtte og vejledning
I forlængelse af punkt fem kan det give pote at søge støtte skræddersyet til iværksættere.
Rigtig mange har været i dine sko, og det er dumt ikke at trække på deres erfaringer. Lyt til deres historier og tag ved lære af det, de har lært i processen. Det gælder både professionelle iværksætternetværk online og kommunale væksthuse rundt omkring i landet.
Kommunale tilbud er ikke økonomisk støtte, men derimod hjælp i form af kurser, foredrag og workshops. Hvis du ønsker at søge økonomiske midler til opstarten, findes der forskellige gratis muligheder - herunder fonde og legater.
Eksempler på fonde, der støtter iværksættere og startups:
- Vækstfonden
- Otto Bruuns Fond
- Innovationsfonden
- Fonden for Entreprenørskab
- Markedsmodningsfonden
- Heyfunding
7. Skattestyrelsen er faktisk din skat
Og hvis du ikke tænker det, så begynd på det allerede nu. For det er meget bedre at spille på hold med Skattestyrelsen end omvendt.
Se det som din fornemmeste opgave at blive knivskarp på alt, hvad der har med skat at gøre. Benyt Skattestyrelsens egen hjemmeside til at blive fortrolig med processerne. Så er du sikker på aldrig at få et unødvendigt skattesmæk, som i værste fald kan sænke din nystartede forretning.
8. Gør opmærksom på dig selv
Hvis du har siddet i din kælder i årevis og brygget på en idé – og den pludselig bliver skubbet ud i verden, kan det virke angstprovokerende at påkalde sig opmærksomhed.
Det er dog alfa og omega i dag, at du benytter dig af diverse sociale platforme for at få succes. Afhængigt af hvad dit produkt eller ydelse består af, er der et hav af muligheder.
Et andet sted at sætte ind i forhold til opmærksomhed og trafik er SEO-optimering. Sørg for at søgemaskineoptimere din hjemmeside, så du er sikker på at blive fundet af relevante kunder på Google.
9. Sæt dig ind i moms
Bare ordet moms kan få mange til at vende mundvigene nedad. Men præcis som med skat er det en god idé at forvandle en sur pligt til en god udfordring.
Sug til dig af alle vigtige informationer omkring moms, så du ikke ender i en økonomisk klemme. Læs eksempelvis mere om moms her.
Her får du tre hurtige fif til moms:
- Bliv momsregistreret, hvis du har en forventning om at tjene mere end 50.000 årligt.
- Hvornår du skal indberette moms, afhænger af din virksomheds omsætning.
- Nystartede virksomheder skal indberette moms hvert kvartal det første halvandet år.
10. Giv en luns af dig selv
Meget peger i retning af, at kunder i dag higer efter en personlig vinkel i markedsføringen.
Med andre ord: Brug dig selv i markedsføringen, uden det bliver for privat. Vis dit ansigt på de sociale medier og sæt dig selv i spil, når du kommunikerer til dine kunder. Det er ofte ikke virksomheden, som står tilbage i kundernes bevidsthed, men derimod mennesket bag.
Brug storytelling, hvilket i bund og grund handler om at skille sig ud fra konkurrenterne gennem unik historiefortælling – overvej nøje, hvad netop din virksomheds DNA er.
Det at drive virksomhed, og en succesfuld en af slagsen, kalder på både hjerne og hjerte. Hvis du kan kombinere det kølige overblik og de benhårde beslutninger med en stor portion arbejdsglæde og stolthed over dit produkt – så skal kunderne nok stille sig i kø.
Held og lykke med din begyndende færd som iværksætter!