- Hvad er en forretningsplan?
- Hvad skal en forretningsplan indeholde?
- Hvorfor skal man lave en forretningsplan?
- Hvordan laver man en forretningsplan?
- Forretningsplan skabelon
Inden du starter din egen virksomhed er det en god idé at have styr på dit forarbejde, så du sikrer, at du arbejder fokuseret og bevarer overblikket.
Det er her en forretningsplan kommer ind i billedet. Forretningsplanen er et godt værktøj til at videreudvikle din forretningsidé, og den gør opstart af virksomhed mere overskuelig, fordi den guider dig gennem nogle specifikke punkter.
Er du i tvivl om hvad din forretningsplan skal indeholde, er du kommet til det rigtige sted! Vi vil give dig nogle gode råd, du kan bruge, når du skal lave din forretningsplan. På den måde får du de bedste forudsætninger for din nye virksomhed.
Hvad er en forretningsplan?
En forretningsplan hjælper dig med at holde overblik over alle de punkter, som er vigtige at have styr på ved opstart af virksomhed.
Forretningsplanen sætter ord og tal på din virksomhed, og den er et godt værktøj til at sætte en retning både overfor dig selv, men du kan også bruge den over for fx banken og potentielle samarbejdspartnere, så de har et bedre indblik i din virksomheds muligheder.
Jo bedre du har gjort dit forarbejde, jo mere seriøs fremstår du - og det giver dig troværdighed overfor eventuelle investorer, samarbejdspartnere mv. Din forretningsplan kan altså være med til at give dig og din forretningsidé gennemslagskraft!
Læs mere: 7 stærke tips til at ansøge om et banklån
Hvad skal en forretningsplan indeholde?
Din forretningsplan kan indeholde mange forskellige punkter - men fælles er, at den skal give et godt indblik i din forretningsidé og potentialet i din virksomhed.
Din forretningsplan skal derfor som minimum indeholde en god beskrivelse af din forretningsidé, det produkt eller den service, du vil sælge, det marked du skal agere på og den økonomi, der er i virksomheden.
Det er vigtigt, at din forretningsplan er personlig og passer på netop din virksomhed. De fleste kan dog følge en skabelon for at sikre, at du ikke glemmer nogle vigtige elementer. Senere i artiklen vil vi gå i dybden med de forskellige punkter din forretningsplan skal indeholde.
Hvorfor skal man lave en forretningsplan?
Det er vigtigt, at du laver en forretningsplan, fordi den er med til at udfordre din forretningsidé. Ved at sætte din idé under en lup, bliver du tvunget til at konkretisere den, og du kan se, om den er god nok til at bygge en virksomhed ud fra.
Forretningsplanen kan være med til at styrke dit pitch overfor dig selv og andre, fordi den kan være med til at bevise din plads i markedet - hvis dine undersøgelser er lavet ordentligt.
Forretningsplanen er også vigtig, hvis du skal bruge økonomisk hjælp til at starte din virksomhed. Den kan bruges som løftestang over for din bank eller andre investorer, da de gerne vil vide præcis, hvad de investerer i, så de kan se, hvor risikofyldt en investering det er. Din forretningsplan kan være et pejlemærke for, om din virksomhed bliver en succes eller ej.
Hvordan laver man en forretningsplan?
Din forretningsplan tager udgangspunkt i en masse research. Det er vigtigt, at din research er på plads og bliver lavet i den rigtige rækkefølge. Det er fx vigtigt, at du undersøger markedet, før du undersøger, hvordan du vil sælge dit produkt eller din ydelse. Det er det, fordi markedsforholdene har en betydning for den måde, du kan sælge dine produkter på.
Når du har styr på din research er der grobund for, at du kan træffe nogle bedre beslutninger for din virksomhed. Vi vil nu vise et eksempel på en forretningsplan, du kan bruge til inspiration.
Forretningsplan skabelon
Mange har brug for hjælp til forretningsplanen, og vi har derfor opstillet de vigtigste punkter, du skal have med i den. Om du vælger at bruge alle eller laver en mere simpel forretningsplan er helt op til dig selv. Vi vil dog anbefale dig, at du gør dig nogle tanker om alle de punkter, vi beskriver nedenfor.
Resumé
Giv et hurtigt overblik over de vigtigste dele af din forretningsplan. Du skal lave dit resumé som det sidste, når du er færdig med din research af alle de andre punkter.
Dit resumé skal som minimum indeholde hvem der står bag virksomheden, hvad din virksomheds forretningsgrundlag er, hvorfor din forretningsidé er god og skaber værdi og hvordan økonomien forventes at se ud, fx hvordan du vil tjene penge, og om du skal have ekstern finansiering til opstart.
Idé
Din idé er hele dit forretningsgrundlag, og det er derfor vigtigt, at du beskriver den i så mange detaljer som muligt. Du skal helt op i helikopterperspektivet og beskrive, hvorfor din idé er god.
Du kan fx tænke over følgende ting, når du beskriver din idé:
- Hvilket problem løser din idé?
- Hvordan adskiller din idé sig fra andre idéer?
- Hvad gør din idé rentabel?
Personlige ressourcer
Du skal beskrive dine egne styrker og svagheder for at identificere, om du selv har alt det, der skal til for at starte en virksomhed op. Du kan lave en form for SWOT-analyse på dig selv, så du finder ud af hvilke ting, du selv kan stå for, og hvilke ting du har brug for hjælp til.
Det giver et godt indblik i de ressourcer, du potentielt skal hente udefra. Det kan fx være, du har brug for hjælp til regnskab eller markedsføring.
Det er vigtigt, at du ikke går ud fra, at du kan det hele selv - fordi det er sjældent udgangspunktet. Hvis du kan, er det selvfølgelig fedt! Men du må ikke tænke det som et nederlag, hvis der er områder, du ikke selv er specialist indenfor.
Produkt/ydelse
Selve det produkt eller den ydelse, du skal sælge er hele fundamentet i din virksomhed. Du skal derfor analysere og beskrive det til bunds, så du viser, at du har helt styr på dit produkt/ydelse.
Du kan starte med at tænke det som en elevatorpitch, hvor du på 15 sekunder helt kort og præcist skal forklare, hvad det er du sælger. Det er en god øvelse, fordi det tvinger dig til at finde ind til kernen i det, du sælger.
Du kan herefter gå mere i detaljer og beskrive dit produkt/ydelse mere specifikt. Hvis du har mulighed for at vise billeder, tegninger eller andet af dit produkt/ydelse, så er det også en god idé at medtage her.
Du kan fx tænke over følgende ting:
- Hvilket kundebehov dækker dit produkt/ydelse?
- Hvilke mulige leverandører kan der være?
- Hvordan håndterer konkurrenterne salget af deres produkt/ydelse?
- Hvorfor skal kunden vælge dit produkt/ydelse frem for konkurrentens?
- Hvad koster det dig at købe/udvikle dit produkt/ydelse?
- Hvad skal dit produkt/ydelse koste?
Markedsanalyse
Du skal kende det marked, du skal træde ind på, før du kan markedsføre det. Og markedsføring er faktisk ikke det eneste, der afhænger af din markedsanalyse, så det er et utrolig vigtigt punkt i din forretningsplan.
Det betyder, at du skal lave en gennemgribende analyse af markedet. Du kan fx undersøge hvilke konkurrenter, der er på markedet og hvilke kunder, du tænker at sælge til? Det kan være en fordel, hvis du inddeler dine kunder i forskellige segmenter. Skal du sælge til privatpersoner eller virksomheder?
Som du kan se, er der mange ting, du skal være opmærksom på i din markedsanalyse. Det kan være en fordel at lave en SWOT-analyse af din virksomhed, fordi den vil kortlægge de muligheder og udfordringer, der kan være.
Du kan fx tænke over følgende spørgsmål:
- Hvem er dine potentielle kunder, og er der mange?
- Hvor befinder de sig (geografi, medievalg mv.)?
- Hvor meget køber kunder i dag af lignende produkter/ydelser?
- Hvem er dine konkurrenter?
- Hvordan er konkurrencesituationen i branchen (høj/lav)?
- Hvor stor en markedsandel er det realistisk for dig at få?
- Hvad er det vigtigste konkurrenceparameter i din branche?
Salg og markedsføring
Du skal beskrive de aktiviteter, du vil lave for at sælge og markedsføre din nye virksomhed. Det handler om de ting, der skal til for at tiltrække nye kunder. Det er alfa omega som selvstændig, at du kan sælge dit produkt eller din ydelse - da du ellers ikke kan tjene penge.
Kortlæg de mulige salgs- og markedsføringsaktiviteter, du skal have. Du skal både tænke på det i forbindelse med opstartsfasen og i den videre drift. Du vil typisk bruge ekstra krudt på salg og markedsføring lige i starten, da der ikke er noget kendskab til din virksomhed endnu.
Du kan fx tænke over følgende spørgsmål:
- Hvilke kanaler skal du bruge til at sælge dit produkt/ydelse?
- Hvor og hvordan vil du markedsføre dit produkt/ydelse?
- Hvad koster salgs- og markedsførings aktiviteterne?
- Kan du bruge dit netværk til at promovere dig?
- Hvorfor vil du bruge netop de aktiviteter, du har valgt?
Organisering af virksomheden
Du skal beskrive, hvordan din virksomhed skal organiseres, og hvordan den skal forløbe i hverdagen. Hvordan og med hvem vil du drive din virksomhed?
Du kan fx tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvordan skal ejerforholdene i din virksomhed være?
- Hvem skal stå for dit regnskab?
- Hvem skal stå for dine juridiske forhold?
- Hvilke forsikringer skal du have tegnet?
- Hvilken bank skal du bruge?
- Hvad skal du gøre for at sikre, at du får betaling for dit arbejde?
- Hvem står for din kommunikation udadtil?
- Hvordan skal dine overordende forretningspolitikker være?
- Skal du have nogle sparringspartnere, fx et advisory board?
Du skal også tage stilling til hvilken type virksomhed, du vil starte. Skal det være en personligt ejet virksomhed eller et selskab? Du kan læse om fordelene og ulemperne ved de forskellige virksomhedstyper her.
Virksomhedens udvikling
Det er en fordel, hvis du allerede ved opstart formår at tænke fremad. Hvor ser du din virksomhed henne om 1, 2 og 3 år? Det kan gøre de daglige problemer - som 100 % vil opstå som selvstændig - mindre uoverskuelige, fordi du ved, at du er på vej mod noge større.
Skriv nogle mindre delmål, og hvordan du tænker, du kan opnå dem. Det gør udviklingen af din virksomhed mere håndgribelig, så du har nogle pejlemærker at gå efter.
Du kan fx tænke over følgende spørgsmål:
- Er der andre kanaler, du ønsker at sælge via? Fx flere butikker, online mv.
- Er de kunder du har i dag, de samme du har i fremtiden?
- Skal du sælge flere produkter/ydelser?
- Hvad forventer du din omsætning bliver?
Budgetter
Når du skal lægge dine budgetter handler det om at, du skal kæde økonomi sammen med de planer, du har lavet i de andre punkter i din forretningsplan.
Det er vigtigt at økonomien kan hænge sammen ud fra dine planer, hvis din virksomhed skal blive en succes. Hvis ikke det hænger sammen, skal du ændre i planerne, indtil de hænger sammen med økonomien.
Dine budgetter er med til at gøre din forretningsidé konkret. De visualiserer for dig selv og dine eventuelle finansieringspartnere, at din plan er realistisk.
Der er især tre budgetter, der er gode at lave:
- Etableringsbudget
Etableringsbudgettet skal vise, hvor mange penge du skal bruge for at starte din virksomhed. Det beløb, du finder frem til her, er det beløb du skal bruge for at finansiere din virksomheds opstart. - Driftsbudget
Dit driftsbudget er et overblik over de indtægter og udgifter, du forventer din virksomhed har løbende. Det er en god idé, hvis du sammenligner dit driftsbudget med dit regnskab løbende, så du kan se, om det stemmer overens - eller om du skal ændre i dit budget. - Likviditetsbudget
Likviditetsbudgettet skal vise hvor mange penge, du har i kassen/banken hver måned. Du skal bruge budgettet til at sikre, at du har nok penge til at betale de udgifter, du ved, du har hver måned. Det kan fx være moms, skat, leverandører mv.
Hvis du ikke selv har kapital nok til at starte din virksomhed, skal du ud og skaffe kapital fra nogle andre. Det vil vi se nærmere på i næste afsnit.
Finansiering
Her skal du tage stilling til dit finansieringsbehov. Det betyder, at du skal udregne hvor mange penge, du har brug for at starte op, fratrukket de penge du selv kan lægge i virksomheden.
Hvis du fx har regnet ud, at du skal bruge 200.000 kr. for at komme i gang, og du selv kan smide 80.000 kr. i virksomheden, så er dit finansieringsbehov 120.000 kr.
Du finder dit finansieringsbehov ved at undersøge hvor mange penge, du har brug for til opstart. Det kan fx være til udvikling af dit produkt/ydelse, markedsføring, penge til en webshop mv. Du skal også udregne hvor mange penge yderligere, der er brug for til likviditet i virksomheden, så du fx kan betale dine leverandører mv., inden din virksomhed tjener godt med penge.
Du skal vise, at du er realistisk omkring finansieringen og har udtænkt nogle mulige løsninger på dit finansieringsbehov. Skal det fx være et banklån eller crowdfunding eller noget helt andet, der dækker det resterende finansieringsbehov?