En bogholder beskæftiger sig hovedsageligt med den løbende bogføring i en virksomhed, mens en revisors arbejde i højere grad fokuserer på årsafslutning og indberetning.
Det kan hurtigt blive dyrt at uddelegere alle regnskabsopgaver til en revisor, men det er heller ikke nødvendigt i de fleste tilfælde. Find ud af hvordan din virksomhed sparer penge på en revisor.
En revisor og en bogholder arbejder med forskellige områder indenfor regnskab, og det er derfor værd at kende forskellen på de to titler.
Hvilke opgaver varetager en revisor og en bogholder?
Hverken revisor eller bogholder er beskyttede titler, og derfor kan alle og enhver kalde sig det. Af den grund kan der også opstå noget forvirring omkring, hvad forskellen på de to professioner egentligt er.
Hvad arbejder en revisor med?
- Beskæftiger sig med revision af virksomheders regnskaber.
- Kan foretage erklæringer og revisionspåtegninger såfremt det er en godkendt revisor.
- Yder relevant økonomisk og erhvervsmæssig rådgivning.
- Kan hjælpe med regnskabsarbejde især med fokus på årsafslutning.
Hvad arbejder en bogholder med?
- Udarbejder det egentlige regnskab, før det bliver sendt videre til revision af en revisor.
- Laver løbende bogføring for virksomheder herunder afstemning, opstilling af balance, debitor og kreditor kartotek mm.
- Kan ikke foretage revision af virksomheders regnskaber.
- Har ofte en kortere uddannelse end en revisor.
Hvordan kender jeg forskellen på en revisor og en bogholder?
I bund og grund kan alle kalde sig revisor og bogholder, og det ses derfor ofte, at bogholdere har tendens til at kalde sig revisorer. For at sikre at en eventuel person er revisor, kan du tjekke hvorvidt vedkommende er tilknyttet FSR Danske Revisorer eller FDR Danske Revisorer, som giver et kvalitetsstempel på den pågældende revisor.
Har din revisor titlen som registreret revisor eller statsautoriseret revisor, er det en godkendt revisor. En godkendt revisor vidner om en specifik uddannelsesmæssig baggrund, som adskiller sig fra en traditional bogholder. Godkendte revisorer er ligeledes de eneste som kan lave et revideret regnskab for virksomheder med revisionspligt. Har dit firma ikke revisionspligt, eller har du fravalgt revision, kan en hvilken som helst revisor eller bogholder bruges til årsafslutning, skatteberegning og indberetning.
Skal jeg vælge en revisor eller en bogholder?
Om du skal vælge en revisor eller en bogholder afhænger af typen på opgaven og dit budget. Eftersom revisoren og bogholderen beskæftiger sig med forskellige opgaver, udelukker den ene ikke den anden. Det er derfor vigtigt at finde ud af, hvornår det er en fordel at bruge en revisor, og hvornår det giver bedre mening at bruge en bogholder.
Har din virksomhed fx behov for hjælp til den daglige bogføring, vil det være en fordel at bruge en bogholder. Står din virksomhed overfor en større omstrukturering, vil det give bedre mening at søge rådgivning hos en revisor.
Hvordan finder jeg den rigtige bogholder eller revisor?
Når du skal vælge din revisor eller bogholder, skal du altid sikre dig, at vedkommende matcher dig og din virksomhed på kompetencer og på det personlige plan. I Billy har vi samlet de bedste revisorer og bogholdere på vores revisorside, så du hurtigt kan finde det bedste match til din virksomhed.
Er du på udkig efter en godkendt revisor, vil de i de fleste tilfælde være tilknyttet foreningen FSR Danske Revisorer. Er det derimod underordnet om revisoren er godkendt, kan du finde en oversigt over både godkendte og ikke-godkendte revisorer hos Foreningen FDR Danske Revisorer. Fælles for begge foreninger er, at de tilknyttede revisorer lever op til professionelle faglige standarder.