Et projektregnskab er et individuelt regnskab der bliver ført i forbindelse med et specifikt projekt.
Vil du have hjælp med at holde styr på regnskabet i din virksomhed? Det kan vi hjælpe med. Prøv Billy gratis.
I et projektregnskab bliver alle de timer, omkostninger og eventuelle indtægter, der er forbundet med det specifikke projekt, ført i et særskilt regnskab. På den måde bliver det mere overskueligt at holde styr på, hvilke og hvor mange ressourcer der bliver brugt på det pågældende projekt.
Hvorfor anvende projektregnskab?
Det kan især være relevant at benytte sig af et projektregnskab, i forbindelse med større projekter, hvor der skal holdes styr på en del ressourcer og omkostninger. Ligeledes er et projektregnskab velegnet til projekter med afregning på timebasis.
Hvis omkostningerne til projektet flyder ind i virksomhedens overordnede regnskab, kan det yderligere være vanskeligt at gennemskue, hvilke og hvor mange omkostninger der er relateret til det specifikke projekt. På den måde kan det i sidste ende også blive vanskeligt at se, om projektet egentlig har været rentabelt, hvis der ikke er lavet et særskilt projektregnskab.
I nogle tilfælde kan det også forekomme, at virksomheden der udfører et projekt, har pligt til at føre projektregnskab over det pågældende projekt.
Pligt til udførelse af projektregnskab
Projektregnskab er typisk noget virksomheder laver, hvis de ser at det giver mening, i forbindelse med et projekt, men er ikke obligatorisk at lave. Der findes dog også tilfælde, hvor der er pligt til at lave et projektregnskab.
Dette kan blandt andet forekomme, hvis en virksomhed modtager støtte fra den offentlige. I den sammenhæng vil det som regel være sådan, at virksomheden har pligt til at fremvise et projektregnskab til det offentlige, for at vise hvilke omkostninger der søges støtte til.
Eksempel på projektregnskab
Et projektregnskab skal udelukkende indeholde udgifter og indtægter der særligt er forbundet med det pågældende projekt. Et eksempel på et projektregnskab kunne se således ud:
Forplejning 3.000 kr.
Transport 2.000 kr.
Løn 20.000 kr.
Udgifter i alt 25.000 kr
Betaling kunde 15.000 kr.
Tilskud 18.000 kr.
Indtægter i alt 33.000 kr.
Resultat 8.000 kr.