Når du køber en vare eller ydelse betaler du en sum penge. Det er den sum penge, som du betaler, der udgør prisen.
Ejer du en virksomhed? Så kan vi hjælpe med at holde styr på regnskabet. Prøv gratis Billy Regnskabsprogram.
En vare eller ydelses pris kan variere meget, alt efter hvor det købes eller hvilken kvalitet der er tale om.
Hvordan fastsættes en pris?
Der er mange forskellige faktorer, som spiller ind, når man skal fastsætte en pris. Det er vigtigt, at virksomheden prissætter deres produkter eller ydelser korrekt.
Når man prisfastsætter sit produkt eller ydelse, skal man overveje flere ting. De fleste virksomhedsejere og selvstændige har et ønske om at tjene så meget som muligt. Derfor kan det være fristende at prissætte sit produkt eller service højt, men det er sjældent den bedste løsning.
Hvis prisen på dit produkt eller service er langt højere end konkurrentens, vil forbrugeren højst sandsynligt vælge din konkurrent frem for dig for at spare penge.
Det er også vigtigt at prisfastsætte sit produkt således, at omkostningerne i forbindelse med produktionen bliver dækket.
Hvilke metoder findes der til prisfastsættelse?
Der findes flere metoder til at prisfastsætte din virksomheds produkt eller ydelser. Normalt bruges følgende metoder:
- Omkostningsbaseret: Her bliver prisen bestemt ud fra virksomhedens omkostninger i forbindelse med produktionen.
- Efterspørgselsbaseret: Her bliver prisen bestemt ud fra, hvor stor efterspørgsel der er efter produktet.
- Konkurrencebaseret: Her bliver prisen fastsat ud fra konkurrenternes prissætninger.
Du kan med fordel også kombinere flere metoder, for at komme frem til den mest nøjagtige pris til dine varer eller ydelser. Priser til forbrugere skal også altid være inklusiv moms.
I nogle tilfælde er det dog ikke virksomheden selv, som fastsætter prisen, men derimod de offentlige myndigheder. F.eks. har EU reguleret prisen på markeder, hvor der kun er få og dominerende aktører. I Danmark bliver huslejen i lejeboliger også reguleret, så priserne ikke bliver alt for høje.
Hvad er en priskrig?
Sommetider kan der opstå priskrig mellem virksomheder indenfor den samme branche. Her vil en virksomhed sætte prisen markant ned på et produkt og dermed kapre nye kunder fra deres konkurrenterne. En priskrig kan dog indebære en del risici for de virksomheder der er involveret, og er derfor ikke noget der bør opsøges, hvis der ikke er forretningsmæssigt grundlag for det.