Momsfradrag er et begreb for et fradrag virksomheden får via den indgående moms, der er på en udgift. Momsfradraget indregnes i momsregnskabet som indberettes via momsindberetningen hos SKAT.
Har du inviteret forretningsforbindelser ud at spise? Lær hvordan du håndterer repræsentationsmoms ved restaurantbesøg eller bespisning.
Når virksomheden køber varer eller ydelser, som den vil videresælge eller som virksomheden skal bruge i driften, vil virksomheden typisk få et momsfradrag som vil vise sig som købsmomsen på regningen.
Hvornår får man momsfradrag?
Når virksomheden afholder udgifter i forbindelse med driften eller videresalget af produkter eller ydelser, kan virksomheden få momsfradrag på disse udgifter. Eksempler på produkter eller ydelser hvor du kan trække købsmomsen fra er husleje (såfremt der fremgår moms på fakturaen), arbejdstøj som ikke bliver brugt privat, værktøj, revisorarbejde og inventar såsom mobiltelefon og computer.
Eksempel på hvornår man får fuld momsfradrag
Du har et kontor som du bruger udelukkende til virksomhedsbrug. Ved første opkrævning kan du se på fakturaen, at der forekommer moms på huslejen. Så længe kontoret er udelukkende til erhvervsmæssig brug, kan du indregne hele momsbeløbet i momsregnskabet.
Hvornår får man ikke momsfradrag?
Det er ikke ved alle virksomhedens udgifter, man kan trække momsen fra. F.eks. hvis der ikke er moms på fakturaen eller fordi SKAT har vurderet, at man ikke må trække det fulde momsbeløb fra. Et eksempel kan være forsikringer, som er momsfritaget. Du kan heller ikke få momsfradrag for varer købt til udelukkende privat brug.
Eksempel på hvornår man ikke får momsfradrag
Forsikringer er momsfritaget, hvilket vil sige der ikke er indregnet moms på fakturaen og du kan derfor ikke få momsfradrag for regningen. Så ligemeget om det er til forsikring af erhvervsmæssigt inventar eller bil, vil der ikke være moms på fakturaen og du kan derfor ikke trække momsbeløbet fra i momsregnskabet.
Hvornår får man delvist momsfradrag?
Ved nogle køb kan en virksomhed få delvist fradrag på sine regninger. Dette gælder f.eks. ved repræsentationsomkostninger hvor virksomheden forsøger at opnå nye eller bevare forretningsforbindelser. Delvist fradrag forekommer tit i enkeltmandsvirksomheder hvor f.eks. En telefon eller computer bruges både privat og erhvervsmæssigt.
Eksempler på hvornår man får delvist momsfradrag
Et eksempel på delvist momsfradrag er restaurantbesøg i forbindelse med erhvervsmæssige formål. I dette tilfælde må man kun trække 25% af momsbeløbet fra. Ved hotelophold kan man trække 100% af momsbeløbet fra på overnatningen, så ved både overnatning og morgenmad på hotel, skal man lige være opmærksom på opdelingen af udgifterne.
Et andet eksempel kan være hvis du både bruger mobilen privat og erhvervsmæssigt fordelt ligeligt (50/50). Selve prisen for mobilen kan ikke indregnes i virksomhedens regnskab da denne allerede er afholdt. Hvis telefonen skulle købes fra ny, kan du få momsfradrag på 50% af købsmomsen. Mobilabonnementet kan virksomheden betale for, hvorfor du kan indregne 50% af momsen som købsmoms.
Hvad er momsreglerne for varekøb og ydelseskøb i EU?
Når du køber en varer i EU vil fakturaen typisk være uden moms. Til tider skal man selv gøre sælgeren opmærksom på at man handler uden moms. For at få fakturaen uden dansk moms og udenlandsk moms, skal sælgeren bruge dit momsnummer (CVR/SE-nummer med landekode foran). Dette kunne f.eks. være DK12345678 som skal sendes til sælgeren. Sælger vil tjekke momsnummeret før han sender fakturaen uden moms til dig.
Regneeksempel med varekøb og ydelseskøb i EU
Eksemplet nedenfor forudsætter at virksomheden køber varer som vedrører virksomhedens momspligtige aktiviteter og derved kan indregnes i momsregnskabet.
Varekøb i EU:
Du køber varer for 100 kr. ex moms i Tyskland. Når du har modtaget varerne, skal du indberette købet til SKAT igennem dit momsregnskab. Ved indberetningen skal du selv skrive, hvad den danske moms ville være, hvis du havde købt varerne i Danmark. Dette gøres i rubrikken “Moms af varekøb i udlandet (både EU og lande udenfor EU), rubrikken “Købsmoms” samt rubrik A - Varer. Købet bliver modregnet i rubrikken “Købsmoms” således at det ikke påvirker den moms du skal betale til SKAT.
Køb af ydelse i EU:
Det samme er gældende hvis du køber en ydelse. Den vil vise sig i rubrikkerne “Moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt” og “Købsmoms”. Beløbet uden moms ville også vise sig i rubrik A - ydelser, så længe der er tale om handel indenfor EU. Momsen bliver modregnet igen i rubrikken “købsmoms” således det ikke påvirker den samlede moms.
I Billy Regnskabsprogram kan du indberette din moms direkte fra momsopgørelsen, som er opsat på samme måde som momsindberetningen hos SKAT, for at gøre det nemt for dig som virksomhedsejer at momsindberette.