Momsafregning er forskellen mellem den indgående moms (købsmoms) og udgående moms (salgsmoms), der afgør om en virksomhed skylder moms eller har moms til gode.
Vil du også bruge mindre tid på momsafregning og mere tid på din virksomhed? Indberet moms med ét klik i Billy.
Hvis en virksomhed har mere udgående moms end indgående moms, skylder virksomheden moms til SKAT. Har virksomheden derimod mere indgående moms end udgående moms, modtager virksomheden differencen fra SKAT.
Hvordan momsafregner man?
Momsafregningen består af at finde differencen mellem virksomhedens indgående moms og udgående moms. Forud for dette skal du have styr på dit momsregnskab. Det indeholder en komplet oversigt over indtægter og udgifter på alle varer eller ydelser der indeholder moms.
Når du har styr på det, skal du lave din momsindberetning hos SKAT. Her registrerer du hvor meget indgående moms og udgående moms, der har været i perioden. Herefter vil SKAT automatisk afregne og oplyse, om du skal betale moms eller modtage moms.
Hvem skal momsafregne?
Alle momsregistrerede virksomheder i Danmark skal momsafregne. Det gælder som udgangspunkt alle virksomheder, der sælger momspligtige varer eller ydelser og har en omsætning på over 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode. Omsætter virksomheden for under 50.000 kr., er det frivilligt at momsregistrere sig.
Hvornår skal man momsafregne?
Størrelsen på virksomheden samt virksomhedens omsætning afgør hvor ofte en virksomhed skal momsafregne og indberette til SKAT. Fristerne for momsafregning finder du på SKATs hjemmeside her. Der findes tre inddelinger ud fra omsætning, der afgør hvor ofte en virksomhed skal momsafregne:
- Månedlig momsafregning: Hvis virksomhedens momspligtige omsætning er over 50 mio. kr. om året, skal virksomheden lave en månedlig momsafregning.
- Kvartalsvis momsafregning: Hvis virksomheden er nystartet eller den momspligtige omsætning er mellem 5-50 mio. kr. om året, skal virksomheden lave en kvartalsvis momsafregning.
- Halvårlig momsafregning: Hvis virksomhedens momspligtige omsætning er under 5 mio. kr. om året, skal virksomheden lave en halvårlig momsafregning.
Hvorfor skal man momsafregne?
Virksomheder skal momsafregne, fordi størstedelen af alle varer og ydelser i Danmark er tillagt et 25% skattetillæg, der kaldes moms. Både køb og salg er der derfor forbundet med en afgift, som gør at du enten skal modtage eller betale moms tilbage til SKAT. Derfor er det vigtigt at have styr på momsafregningen, så der betales eller modtages det rette beløb til SKAT.