Et lønsystem er et digitalt system, der kan hjælpe dig med lønadministrationen i din virksomhed. Ved hjælp af et lønsystem kan du beregne og udbetale løn til medarbejdere samt indberette feriepenge, SKAT, ATP, pension og AM-bidrag helt automatisk.
Er du i tvivl om, hvordan man udbetaler løn som selvstændig? Som selvstændig skal du selv stå for alt der vedrører lønadministration, SKAT og moms.
Ved at gøre brug af et lønsystem, undgår du de fejl, der kan opstå ved manuel lønadministration fx via et excel ark, og på samme tid sikrer du, at du overholder de gældende lovkrav. Et lønsystem samler alle aktiviter der vedrører lønadministration i et system, og du har derfor et samlet overblik over alt, der har med løn at gøre.
Hvad bruges et lønsystem til?
Et lønsystem bruges først og fremmest til at beregne og udbetale løn til medarbejdere. Når du skal udbetale løn, skal der udføres relevante beregninger, indberetninger og overførsler til forskellige instanser såsom SKAT og pension. Lønbehandling kan være en krævende opgave, men ved hjælp af et digitalt lønsystem kan du automatisere de processer.
Udover lønbehandling kan et lønsystem også bruges til automatisk registrering af arbejdstimer, udbetaling af kørselsgodtgørelse, udarbejdelse af lønsedler og meget mere. Mange lønsystemer har desuden en række relevante integrationer, så du fx automatisk kan overføre data mellem dit lønsystem og dit bogføringssystem. På den måde sikrer du, at virksomhedens systemer taler sammen og derved undgår du dobbeltindtastninger og minimerer fejl.
Hvilke virksomhedstyper har behov for et lønsystem?
Som virksomhedsejer eller bogholder kan du gøre din hverdag væsentlig nemmere ved at gøre brug af et lønsystem. Et lønsystem gør det muligt at samle og automatisere lønadministration, så du kan spare tid, minimere fejl og få et bedre overblik over dine ansatte, lønsatser, skattekort og eventuelle udlæg.
Udover at effektivisere hele processen omkring lønadministration, kan et lønsystem også bruges som et strategisk værktøj til at fastlægge løn i forhold til medarbejderens indsats, aktivitet og kvalifikationer.
Det er dog ikke altid tilfældet, at en virksomhed har behov for et lønsystem. Det afhænger nemlig af, hvilken virksomhedstype din virksomhed har, og hvor mange medarbejdere der er i virksomheden.
Lønadministration i en enkeltmandsvirksomhed
Har du en enkeltmandsvirksomhed, udbetaler du ikke løn til dig selv med en lønseddel. Din virksomheds økonomi er nemlig ikke adskilt fra din private økonomi, og din løn svarer til overskuddet i virksomheden. Derfor er det ikke nødvendigt med et lønsystem, medmindre du har ansatte i virksomheden.
Lønadministration i et anpartsselskab
Driver du i stedet et anpartsselskab, må du ikke bare trække penge ud af selskabet uden videre. Her kan du registrere din virksomhed som arbejdsgiver, og udarbejde en direktør- eller ansættelseskontrakt, så du kan udbetale løn til dig selv og eventuelle medarbejdere. I det tilfælde kan et lønsystem være et godt værktøj, så du kan spare tid, som du i stedet kan bruge på andre områder i din virksomhed.
Lønadministration i et holdingselskab
Hvis du har et holdingselskab, foregår lønudbetaling på samme måde som løn i et anpartsselskab. Du er altså pålagt de samme regler som ved almindelig ansættelse, og det kan derfor være en fordel med et lønsystem til at holde styr på A-skat, ATP, pension og mere.
Hvad skal et lønsystem kunne?
Grundlæggende skal et lønsystem kunne beregne og udbetale løn til både fastlønnede og timelønnede ansatte. Dette indebærer lønsedler i medarbejderens eBoks, og automatisk indberetning af SKAT, feriepenge, pension og ATP-bidrag.
Mange lønsystemer tilbyder desuden yderligere funktioner, der kan gøre din hverdag som iværksætter nemmere. Det kan fx være bagudrettet løn, indregning af bruttolønsordninger, ferie- og fraværsregistrering, automatisk nulindberetning til SKAT samt relevante integrationer.
Hvilket lønsystem skal jeg vælge?
Det er svært at udpege et system som det bedste, da det afhænger af din virksomheds størrelse og behov. Det kan fx være, at du har timelønnede ansatte, og så giver det god mening, at vælge et lønsystem der tilbyder tidsregistrering. Har du en virksomhed med en sæsonbaseret omsætning, hvor du i nogle måneder ikke udbetaler løn, vil det være en fordel med et lønsystem der tilbyder automatisk nulindberetning.
Grundlæggende skal du tænke på, hvor meget tid du er villig til at bruge på dit lønsystem, da det i sidste ende er besparelsen i tid, der giver dig mulighed for at fokusere på andre områder i din forretning. Flere lønsystemer tilbyder desuden en gratis prøveperiode, så du kan teste systemet, inden du beslutter dig.
Salary som dit lønsystem
I Billy er der en integration med lønsystemet Salary, så du helt automatisk kan bogføre løn i dit regnskab. Salary er et lønsystem med høj brugervenlighed, der forenkler og automatiserer din lønadministration, ligegyldigt om du har 1 eller 100 medarbejdere. Derudover er Salary med sine mange integrationer det eneste system, der bogfører samtidig med skatten. Du kan prøve Salary gratis, og se om det er noget for dig.