Lønsumsafgift er den type afgift din virksomhed pålægges, hvis du sælger momsfrie ydelser. Det gælder fx undervisere, læger og taxavognmænd.
Uanset om du betaler lønsumsafgift eller moms, kan du lave dit regnskab i Billy. Prøv Billy gratis.
Modsat moms er lønsumsafgift ikke en fast sats, men i stedet afgøres den ud fra virksomhedens lønsum og eventuelt overskud samt virksomhedstypen. Der er fire forskellige metoder lønsumsafgiften kan beregnes ud fra.
Hvem skal betale lønsumsafgift?
Alle virksomheder der sælger momsfrie ydelser skal registreres for lønsumsafgift, hvis afgiftsgrundlaget overstiger 80.000 kr. over en 12-måneders periode. Det gælder fx virksomheder i den finansielle sektor og virksomheder i sundhedssektoren. Registreringen foregår på virk.dk, og du vil derefter få et registreringsbevis i TastSelv Erhverv, hvor din metode til afregning af lønsumsafgift også vil fremgå.
Hvis du har en virksomhed der udelukkende sælger momspligtige varer eller ydelser, skal du ikke tænke på lønsumsafgift. Hvis din virksomhed sælger momsfrie ydelser, men afgiftsgrundlaget er under 80.000 kr., skal du heller ikke betale lønsumsafgift.
Hvordan beregnes lønsumsafgift?
Der findes i alt fire metoder til at beregne afgiftsgrundlaget. Hvilken metode du skal benytte, afhænger af virksomhedens aktivitet og organisationsform. Uanset hvilken metode du skal benytte, vil lønsumsafgiften blive opgjort ud fra en procentsats af dit afgiftsgrundlag.
Virksomheder der skal afregne lønsumsafgift efter metode 1 er fx fagforeninger og ejerforeninger. Disse virksomheder har en afgiftssats på 6,37 % og derfor vil lønsumsafgiften beregnes som lønsum * 6,37 %. Virksomheder i den finansielle sektor hører i stedet under metode 2 og her er afgiftssatsen på 15,3% i 2022. Du kan få det fulde overblik over de forskellige metoder på SKATs hjemmeside.
Hvordan opgøres lønsummen?
For at beregne lønsumsafgiften skal du kende til lønsummen. Lønsummen er enhver form for løn til ansatte inklusive tillæg. Med andre ord er lønsummen det samlede beløb, som virksomheden udbetaler i løn til ansatte. Ejere af enkeltmandsvirksomheder anses ikke som ansatte.
Indberetning af lønsumsafgift
Inden du indberetter lønsumsafgift, skal du have styr på hvilken af de fire metoder, du skal beregne lønsumsafgiften efter. Fristen for hvornår du senest skal indberette og betale lønsumsafgift afhænger nemlig også af, hvilken metode du benytter. Når du logger ind på TastSelv Erhverv, kan du se fristerne.