Likviditetsgrad er et nøgletal, som har til formål at indikere hvorvidt virksomheden har en tilstrækkelig betalingsevne, til at betale kommende regninger.
Vil du have et bedre indblik i din virksomheds økonomiske udvikling? Dette kan du få ved at se på din virksomheds nøgletal.
Likviditetsgraden giver et billede af hvor stor en procentdel af virksomhedens omsætningsaktiver, der bliver udgjort af kortfristet gæld.
Ved omsætningsaktiver er der tale om de aktiver, som det forventes at sælge indenfor et år, og ved kortfristet gæld er der tale om den gæld, der skal betales indenfor et år.
Likviditetsgraden beregnes således: omsætningsaktiver x 100 / kortfristet gæld.
Hvad bruges likviditetsgrad til?
En virksomheds likviditetsgrad bruges til at finde ud af, om der er nok likviditet i virksomheden, til at betale de kortfristede gældsforpligtelser. Det vil altså sige, at hvis virksomheden har en sund likviditetsgrad, er den i stand til at betale disse.
Jo højere likviditetsgraden i virksomheden er, desto sundere er den også. En tommelfingerregel omkring likviditetsgraden er dog, at den helst bør ligge på minimum 150%, for at kunne kaldes tilfredsstillende.
Eksempel på udregning af likviditetsgrad
Et eksempel på udregning af likviditetsgraden i en virksomhed kunne se således ud:
Virksomheden har omsætningsaktiver for 400.000 kr., og en kortfristet gæld, der lyder på 200.000 kr.
Altså ville regnestykket se ud på følgende måde: (400.000 x 100) / 200.000 = 200.
Dette ville derfor give virksomheden en likviditetsgrad på 200%, som anses for at være en sund likviditetsgrad.
Hvorfor er likviditetsgrad vigtig?
Likviditetsgraden er et væsentligt nøgletal for en virksomhed, da det indikerer om virksomheden har råd til at betale sine udgifter.
Likviditetsgraden kan yderligere være et nyttigt værktøj, til at følge en virksomheds økonomiske udvikling. Dette kan gøres ved at beregne og sammenligne virksomhedens nuværende likviditetsgrad, med den forgangne. På den måde er det altså muligt at få et overblik over, hvilken retning virksomhedens økonomi går.