Et interessentskab (I/S) er en virksomhedstype med mindst to ejere, som kan være både fysiske personer og virksomheder. Ejerne i et interessentskab hæfter personligt og solidarisk.
Er du i tvivl om hvilken virksomhedstype, du skal vælge? Få et overblik over forskellene på de 5 virksomhedstyper.
Et interessentskab minder på mange måder om en enkeltmandsvirksomhed, bortset fra der er flere ejere. Interessentskaber har ingen stiftelseskrav eller krav om startkapital, og skal som udgangspunkt ikke indsende årsrapport.
Overordnede krav til interessentskaber
Interessentskaber er underlagt loven om visse erhvervsdrivende virksomheder, hvilket bl.a. betyder at virksomheden skal overholde bogføringsloven. Desuden gælder følgende krav:
- Ejes af mindst to personer eller virksomheder
- Ejerne hæfter personligt og solidarisk
- Der er ingen krav om startkapital
- Ingen pligt til at aflægge årsrapport, hvis én af ejerne er en person
- Pligt til at aflægge årsrapport, hvis alle ejerne er selskaber
Interessentskab hæftelse
Ejerne i et interessentskab hæfter personligt og solidarisk for virksomheden. Overordnet betyder det, at du som ejer hæfter for eventuel gæld i virksomheden. Solidarisk hæftelse vil sige, at ejerne hæfter sammen for virksomheden, og at eventuelle kreditorer selv kan vælge, hvem de vil kræve betaling af.
Personlig hæftelse betyder, at du hæfter for virksomheden med hele din personlige formue. Din personlige økonomi er dermed ikke adskilt fra selskabets økonomi. Skulle virksomheden gå konkurs, kan det altså komme til at koste ejerne dyrt, og det er derved også en risikofyldt virksomhedsform.
Fordele ved et interessentskab
På trods af at et interessentskab kan være en mere risikofyldt virksomhedstype, er der også en række fordele ved denne selskabsform. I modsætning til anpartsselskaber og aktieselskaber er der nemlig ingen krav til startkapital eller andre stiftelsesomkostninger. Interessentskaber skal heller ikke have en bestyrelse og/eller en direktion. Der er ligeledes heller ikke krav om at udarbejde årsrapport, hvis bare en af ejerne er en fysisk person.
Interessentskab skat
I et interessentskab beskattes ejerne af selskabets overskud eller underskud som anden personlig indkomst. Det betyder, at interessentskabet ikke er et selvstændigt skatteobjekt, og det dermed er ejerne der beskattes af deres andel af interessentskabets overskud.
Udbetaling af løn i et interessentskab
Løn i et interessentskab fungerer meget som i en enkeltmandsvirksomed. Overskuddet i virksomheden deles mellem ejerne, og du betaler udelukkende skat af din andel af virksomhedens overskud. Du betaler skatten løbende gennem din forskudsopgørelse, ved at oplyse din andel af det forventede overskud. Det endelige resultat oplyses til sidst i dit oplysningsskema. Lønnen udbetaler du ved at lave en privat hævning.
Interessentskabskontrakt
For at undgå uenigheder mellem interessenterne i et interesentskab anbefales det, at virksomheden udarbejder en interessentskabskontrakt mellem parterne. På den måde skaber du et godt fundament for et velfungerende samarbejde, så risikoen for konflikter minimeres. Kontrakten vil typisk indeholde fastlæggelse af regler på følgende områder:
- Interessenternes arbejdsforpligtelser og arbejdsområder
- Fordeling af overskud eller underskud
- Sygdom, fravær og ferie
- Indtræden og udtræden
Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en skabelon til interessentskabskontrakt.