Inflation betyder prisstigning og er en betegnelse for, at priserne i samfundet stiger i en sådan grad, at købekraften forringes samt at valutaens værdi falder.
Vil du have et bedre overblik over din virksomheds regnskab? I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Prøv gratis Billy Regnskabsprogram.
Inflation omhandler en generel og vedvarende prisstigning i samfundet, som derfor forårsager en forringelse af valutaens værdi. Denne forringelse skyldes, at de stigende priser gør at pengene i landet bliver mindre værd. Dette betyder at du kan købe mindre, for de penge du har, end du kunne før.
Inflationen i Danmark har generelt haft en stabil mindre stigning, på gennemsnitligt 1,5%, frem til 2022. I 2022 har vi dog set, at inflationen i Danmark har været helt oppe på mellem 6-7 %, som er det højeste vi har set i Danmark siden 1985.
Hvordan opstår inflation?
Inflation kan opstå på baggrund af flere forskellige hændelser. De mest normale er:
Stigende efterspørgsel: En af de måder hvorpå der kan opstå en stigning i inflationen, er en stigende efterspørgsel på bestemte varer eller ydelser. Hvis efterspørgslen overstiger udbuddet, kan udbyderne hæve priserne, hvilket vil forårsage en stigende inflation.
Stigende omkostninger: Prisstigninger på varer og ydelser kan også ske, på baggrund af en stigning i omkostningerne, for de virksomheder der udbyder disse. Dette kunne fx ske på baggrund af, at produktionsomkostningerne for disse varer eller ydelser stiger, hvis materialerne bliver dyrere.
Stigende importpriser: Importeres der varer fra andre lande, som oplever inflation, kan dette også forårsage en stigning i inflationen i Danmark. Hvis prisen for import forøges, giver dette nemlig også anledning til prisstigning på de varer, der importeres.
Nationalbanken: Nationalbanken kan også have indflydelse på inflationen. Hvis nationalbanken vælger enten at udlåne en stor mængde penge, eller at trykke flere penge, kan dette forårsage en stigende inflation. Dette sker ved, at der kommer flere penge i omløb i samfundet, hvilket betyder at de eksisterende penge bliver mindre værd.
Hvilke konsekvenser er der ved inflation?
En generel konsekvens ved inflation er at forbrugerprisindekset stiger, hvilket betyder at de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug bliver dyrere. Inflation er dog ikke et stort problem i sig selv. I Danmark bliver der gjort forskellige tiltag, for at holde inflationen nede på et stabilt og konkurrencedygtigt niveau.
I lande som Danmark er det meget normalt at inflationen årligt ligger på 1-2 procent, da denne størrelse er kontrollerbar, og ikke er til skade for landets økonomi. Der kan dog opstå store problemer, hvis inflation er høj og vedvarende. Dette kaldes for hyperinflation.
Hvad er hyperinflation?
Hyperinflation betegnes som meget hurtige og høje prisstigninger i samfundet, som er ude af kontrol. Der kan som udgangspunkt være tale om hyperinflation, hvis priserne stiger mere en 50% pr. måned, over en længere tidsperiode.
Dette kan føre til store økonomiske tab, for både forbrugere og virksomheder, da indkomsterne oftest ikke vil følge med de høje prisstigninger.
Virksomheder og inflation
For virksomheder er inflation interessant, når man skal vurdere fremtidige investeringer. Her skal der tages højde for, at de penge man vælger at bruge på investeringer nu, måske ikke har lige så høj værdi i fremtiden, på grund af inflationen. I værste fald kan det ske, at de penge en investering vil generere i fremtiden, har lavere værdi end de penge der blev brugt på investeringen.