Gældseftergivelse er, når en privatperson eller en virksomhed får nedsat en uoverkommelig gæld hos kreditorerne. Det er altså en ny aftale med kreditorerne, hvor begge parter bliver enige om, hvor meget gælden skal nedskrives. Samtidig er det en ny tilbagebetalingsplan med udgangspunkt i skyldners økonomiske forhold.
For kreditorerne kan en gældseftergivelse betyde, at de kan minimere tabet. Uden en aftale om gældseftergivelse kunne kreditorerne risikere aldrig at se en krone. Når skyldner er en virksomhed, kan kreditorerne i værste fald risikere en konkurs, og det betyder større tab. Derfor kan en aftale om nedsættelse af gælden være bedre end ingenting.
En aftale om gældseftergivelse kan ske ved frivillig akkord eller gældssanering (rekonstruktion). Det afhænger blandt andet af skyldners økonomiske forhold og kreditorernes vurdering af mulighederne for inddrivelse af gælden.
Hvad er frivillig akkord?
En frivillig akkord er det samme som gældseftergivelse. I grove træk findes der to typer aftaler. Enten aftales en større engangsbetaling eller løbende betalinger over en årrække. Fælles for begge aftaletyper er det, at begge parter skal blive enige om vilkårene i aftalen.
Med en engangsbetaling betaler skyldner et større beløb til kreditor. Herefter slettes restgælden og skyldner er gældfri. Kreditorerne kan være mere villige til at gå med på denne type aftale, fordi de er sikret et større beløb up front. Udfordringen ligger ofte i at skaffe et beløb, der er stort nok til, at kreditorerne bider på.
Får skyldner en aftale om løbende akkord, skal skyldner løbende betale et fast beløb til kreditor. Oftest strækker aftalen sig over 5 år, og efter aftalens udløb vil restgælden blive slettet. Men overholder skyldner ikke aftalen, får det økonomiske konsekvenser. Skyldner vil igen skylde det oprindelige beløb plus påløbne renter. Det er altså vigtigt, at lave en realistisk aftale med kreditorerne.
Hvad er gældssanering?
Ved en gældssanering nedsætter skifteretten gælden med udgangspunkt i skyldners økonomi. Aftalen gælder for alle kreditorerne, og skyldner skal betale et fast beløb til kreditorerne én gang om året over ca. 5 år. Overholder skyldner ikke betalingerne til kreditorerne, bortfalder aftalen. Men bliver alle betalinger betalt til tiden, så er skyldner gældfri efter aftalens udløb.
Hvordan kan jeg få gældssanering?
Det er ikke alle, der kan få en gældssanering. Det vurderer skifteretten. De tager kun sagen, hvis det er umuligt for skyldner at tilbagebetale gælden nu og i fremtiden. Mange skyldnere ansøger forgæves om en gældssanering. Faktisk afvises 90 % af ansøgerne til en gældssanering. Men det er heller ikke en nem redning ud af den økonomiske hovedpine. Med en gældssanering vil skyldner kunne se frem til ca. 5 år med en meget stram økonomi. Den positive nyhed er, at kreditorerne ikke kan få flere penge end i aftalen. Heller ikke hvis skyldner får en arv, vinder penge eller får en lønforhøjelse.
Få overblik over din økonomi
I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du får gratis support alle ugens 7 dage på både mail, telefon og chat.