Finansielle poster er et begreb, der bliver brugt inden for regnskabet omkring virksomhedens finansielle indtægter og omkostninger.
Vil du have hjælp med at holde styr på de finansielle poster i din virksomhed? Det kan vi hjælpe med. Prøv Billy gratis.
De finansielle poster omhandler de finansielle aktiviteter, der er i virksomheden. Der er her ikke tale om virksomhedens kerneaktivitet, som kunne være salg af varer eller tjenesteydelser, men istedet mere sekundære aktiviteter.
Under finansielle poster findes finansielle indtægter og finansielle omkostninger.
Hvad er finansielle indtægter?
Finansielle indtægter er de sekundære indtægtskilder virksomheden har, der ikke kommer fra kerneydelsen. Der er tre forskellige typer af finansielle indtægter. Disse er opdelt i:
Renteindtægter: Hvis din virksomhed har en sum penge stående i banken, vil de regelmæssigt blive forrentet. Har virksomheden en debitor, der ikke har betalt til tiden, kan dette beløb også tillægges morarenter, som er et rentetillæg på det eksisterende beløb.
Rykkergebyr: Har du som kreditor ikke modtaget en betalingen inden forfaldsdatoen, kan der også fremsendes en rykker på regningen. Rykkeren kan tillægges et rykkergebyr på 100 kr.. Tillægges der et rykkergebyr, skal der gå minimum 10 tage, før en ny rykker med et rykkergebyr kan sendes.
Valutakursdifferencer: Har din virksomhed handel med virksomheder i andre lande og modtager udeståender euro, dollars eller en tredje valuta, men opgør sit regnskab i danske kroner, skal eventuelle kursgevinster anføres som finansielle indtægter.
Der kan være variationer af finansielle indtægter, alt efter hvilken branche der er tale om, men et fællestræk for de finansielle indtægter er, at de fungerer som en ekstra form for indtægt i virksomheden.
Hvad er finansielle omkostninger?
Modsat de finansielle indtægter, er finansielle omkostninger de udgifter, der er forbundet med de samme typer af finansielle aktiviteter. Her er altså i stedet tale om:
Renteudgifter: Hvis din virksomhed har lånt penge i banken eller har en kassekredit, skal der betales renter af dette. Har virksomheden ikke betalt et udestående til tiden, kan dette beløb også tillægges en morarente, som virksomheden skal betale ekstra. Dette skal bogføres i regnskabet som en finansiel udgift.
Rykkergebyr: Har din virksomhed ikke betalt en regning til tiden, kan kreditoren fremsende en rykker. Den ekstra omkostning kaldes for et rykkergebyr og falder under kategorien finansiel udgift.
Valutakursdifference: Er der et kurstab i forbindelse med veksling fra den udenlandske valuta til danske kroner, skal dette også bogføres som en finansiel udgift.
De finansielle poster i resultatopgørelsen
De finansielle poster skal indgå som en del af resultatopgørelsen. Ser du på en resultatopgørelse, vil der typisk forekomme et resultat under navnet “resultat før finansielle poster”. Dette resultat angiver virksomhedens resultat før de finansielle indtægter og omkostninger er medregnet.
Årets resultat før skat opnås, når du tillægger de finansielle poster til resultatet før finansielle poster.