En fagforening er en organisation der arbejder for at forbedre vilkår for lønmodtagere gennem professionel rådgivning og forhandling.
Hvis du pludselig må dreje nøglen om i din virksomhed, kan en A-kasse give økonomisk hjælp. Alt du skal vide om A-kasse for selvstændige.
Hvis du for eksempel får en arbejdsskade, ikke får udbetalt din løn eller bliver fyret under graviditet, kan din fagforening hjælpe dig. For at få hjælp fra en fagforening, kræver det, at du er medlem og betaler kontingent.
Hvad laver en fagforening?
En fagforening varetager mange forskellige opgaver, som alle har til formål at forbedre vilkår for medlemmer. Man kan overordnet inddele fagforeningens opgaver i fire grupper:
- Indgåelse og fornyelse af kollektive overenskomster.
- Individuel bistand og rådgivning til medlemmerne.
- Varetage medlemmernes uddannelsesmæssige interesser.
- Politisk påvirkning over for regeringen, Folketinget og offentligheden.
Skal man være medlem af en fagforening?
Det er ikke lovpligtigt at være medlem af en fagforening, men der er mange gode grunde til alligevel at gøre det. Faktisk var der i 2021 registreret næsten 2 millioner medlemmer i de danske fagforeninger.
Hvis du pludselig står i en situation, hvor du har behov for juridisk bistand eller professionel rådgivning, kan din fagforening nemlig hjælpe dig. Det kan eksempelvis være, at en kontrakt er blevet brudt, eller at dine arbejdsvilkår er dårlige.
Det er også helt frivilligt, hvilken fagforening du vælger. Der findes både branchespecifikke fagforeninger, der kan hjælpe dig med rådgivning i lige præcis din branche, og ikke branchespecifikke fagforeninger der henvender sig til alle erhverv.
Hvad er forskellen på en fagforening og A-kasse?
Kort og godt kan man sige, at en fagforening kan hjælpe dig, mens du er i job, mens en A-kasse (arbejdsløshedskasse) hjælper og sikrer dig dagpenge, hvis du mister dit job. En fagforening kan altså ikke hjælpe dig økonomisk, hvis du pludselig bliver arbejdsløs.
En fagforening og en A-kasse er ikke nødvendigvis et samlet medlemskab, selvom mange er af den overbevisning, at det er en samlet pakke. Du kan altså sagtens have fagforening og A-kasse hvert sit sted.
Fagforening for selvstændige
Selvom fagforeninger i traditionel forstand henvender sig til lønmodtagere, kan du som selvstændig, freelancer eller iværksætter også gavne af at melde dig ind i en fagforening. Flere fagforeninger tilbyder nemlig målrettede tilbud til erhvervsdrivende.
Som selvstændig kan du eksempelvis bruge din fagforening til juridisk hjælp, netværkssparing og kompetencegivende kurser. Du bør altid hente tilbud fra forskellige fagforeninger, og orientere dig om den rådgivning de tilbyder.