Et CPR-nummer er en kombination af tal, som bruges til at identificere en person. Forkortelsen CPR dækker over “Det Centrale Personregister”. Derfor kaldes et CPR-nummer ofte for et “personnummer”. Et CPR-nummer er unikt, og der findes derfor ikke to CPR-numre som er ens.
Du skal bruge dit CPR-nummer for at starte en personligt ejet virksomhed såsom en enkeltmandsvirksomhed.
Hvordan er et CPR-nummer opbygget?
Et CPR-nummer indeholder i alt 10 cifre, hvoraf de første seks er ens fødselsdagsdato.
Du får her et eksempel på de første 6 cifre af et CPR-nummer. Martin har fødselsdag d. 1. Maj 1990. De første seks cifre af hans CPR-nummer vil derfor være: 01, 05 og 90.
De sidste fire tal består af dét, man kalder et løbenummer. Det vil sige, et nummer som bliver tildelt en person, når han eller hun bliver født. Løbenummeret stiger altså med tiden, efterhånden som folk får tildelt et CPR-nummer.
CPR-nummerets sidste fire tal indikerer, hvilket århundrede en person er født i og hvilket køn personen er. Hvis tallet er ulige, tilhører CPR-nummeret en mand, men hvis det er lige, tilhører det en kvinde. De sidste fire tal tilføjer man med en bindestreg.
Hvordan får man et CPR-nummer?
Et barn som bliver født i Danmark af en mor der juridisk set bor i Danmark, vil automatisk få tildelt et CPR-nummer ved fødslen.
Hvis man ikke er født i Danmark, er det stadig muligt at få tildelt et dansk CPR-nummer. Det kræver dog, at man har opholdstilladelse og at man er bopælsregistreret i en dansk kommune som man har boet i i minimum tre måneder. I nogle tilfælde kan der være særlige regler, så det er en god ide at spørge CPR-registeret til råds, hvis man ønsker at få tildelt et dansk personnummer. Du kan finde kontaktinformation på CPR-registrerets hjemmeside.
Kan man starte virksomhed kun med CPR-nummer
Du kan godt starte en virksomhed kun med dit CPR-nummer. Det kræver at du starter en PMV og har en omsætning på under 50.000 kr. indenfor en periode på 12 måneder. Når du skal sende en faktura til en kunde, så skriver du dit CPR-nummer i stedet for et CVR-nummer.
Så snart du kommer over en omsætning på 50.000 kr. på 12 måneder, så skal du lave en momsregistrering af din virksomhed, hvilket også kræver at du får et CVR-nummer.
Hvad er forskellen på et CPR-nummer og et CVR-nummer?
Forskellen på et CPR-nummer og et CVR-nummer er, at et CPR-nummer bruges til at identificere en person, mens et CVR-nummer bruges til at identificere en virksomhed. Hvor et CPR-nummer består af 10 cifre, er et CVR-nummer kun 8 cifre langt.
Forkortelsen CVR dækker over “Det Centrale Virksomhedsregister”, og ligesom CPR-nummeret er CVR-nummeret unikt.