Et aktieselskab (A/S) er en selskabsform, hvor virksomheden opdeler sin værdi i aktier. Aktierne kan herefter opkøbes af individer eller virksomheder.
Har du et aktieselskab? Så kan vi hjælpe med at holde styr på regnskabet. Prøv Billy gratis.
Ligesom et anpartsselskab, går aktieselskaber under betegnelsen kapitalselskab. Det der kendetegner kapitalselskaber er, at man indskyder midler i selskabet. Dette kan enten være kontanter eller værdier.
Oprettelse af aktieselskab
Af alle de selskabsformer der er i Danmark, er et aktieselskab det dyreste at oprette. For at oprette et aktieselskab skal der nemlig lægges et indskud fra stifterne på minimum 400.000 kr. Udover dette skal der også oprettes stiftelsesdokumenter samt en ejerbog.
Det kan derfor være en omfattende proces, i forhold til de juridiske krav, at oprette et aktieselskab sammenlignet med andre selskabsformer.
Hvordan fungerer et aktieselskab?
Aktieselskaber er kendetegnet ved, at virksomheden opdeler sin værdi i aktier. Aktierne kan herefter købes af privatpersoner eller virksomheder, hvilket gør dem til aktionærer.
Aktieselskabets opbygning består af en ledelse, som herunder består af en bestyrelse og en direktion. Aktionærerne har ligeledes en stemme i selskabet, dog afgjort på baggrund af den mængde aktier de besidder. Ledelsen bliver nemlig valgt af aktionærerne, som har indflydelse gennem deres aktieandel.
Hæftelse i et aktieselskab
Da der kan være et ubegrænset antal af ejere i et aktieselskab, er det sjældent en person, der alene risikerer at stå med hæftelsen.
Aktionærerne i et aktieselskab har som udgangspunkt ikke ansvar for andet end mængden og værdien af deres indkøbte mængde aktier. Det betyder at i tilfælde af f.eks. konkurs, vil en aktionær kun hæfte for den mængde kapital de har købt aktier for.
Aktionærerne har derfor kun begrænset hæftelse i form af deres indskudte kapital. Det er dog muligt, at påtage sig særligt ansvar som aktionær, hvilket betyder at en aktionær påtager sig ansvar udover sin andel af aktiekapitalen.
Er der krav til bogføring i et aktieselskab?
Der er visse krav i forhold til regnskab og bogføring som et aktieselskab skal overholde. For det første skal aktieselskaber, ifølge regnskabsloven, lave årsregnskab der dækker over 12 måneder, hvilket skal indsendes til erhvervsstyrelsen.
For det andet, så er der krav til at virksomhedens regnskab skal revideres af en revisor hvis de opfylder to ud af tre følgende kriterier:
- Virksomheden har en nettoomsætning på mere end 8 mio. kr.
- Virksomheden har en balance på mere end 4 mio. kr.
- Virksomheden har mere end 12 fuldtidsansatte på et regnskabsår
Fordele og ulemper ved aktieselskab
Overvejer du at stifte et aktieselskab, er der flere fordele og ulemper, som du bør tage med i overvejelserne.
Fordele ved aktieselskab
- Den begrænsede hæftelse er en af de største fordele ved et aktieselskab, da du ikke hæfter for mere end hvad du har indskudt i virksomheden
- En startkapital på 400.000 kr. betyder at virksomheden har gode midler til rådighed fra start
- Hvis du ikke kan lægge indskuddet i kontanter, er der også mulighed for apportindskud, hvilket er et indskud i form af værdier istedet for kontanter
- At virksomheden har flere ejere giver også god mulighed for sparring
Ulemper ved aktieselskab
- At kapitalkravet er på 400.000 kan dog også ses som en ulempe, da det er et relativt stort indskud
- For aktieselskaber er der krav til udarbejdelse af bl.a. årsrapport, årsregnskab samt at have en direktion
Der er derfor mange faktorer der spiller ind, i forhold til om det kan betale sig, at stifte et aktieselskab.