De seneste uger har flere mediebureauer har ringet og spurgt til vores reklamefilm på TV2, og om vi evt. var interesseret i deres hjælp, men det har vi sagt pænt nej tak til. Vi har ønsket selv at have hænderne på alle områder fra start, da det skal være vores passion, der skal bære kvaliteten og vi ville gøre det billigst muligt.
Derfor vil vi gerne vise dig, at det godt kan lade sig gøre for en lille virksomhed, at producere en reklamefilm selv, uden brug af større medie- og reklamebureauer.
Sådan gjorde vi det
Inden man går i gang med at producere selve reklamefilmen, er det vigtig at få lavet de rigtige aftaler med mediet, som i vores tilfælde er TV2. Vores Marketingchef Dan fortæller her, hvordan vi har grebet denne del an:
Inden vi startede produktionen af reklamen skulle vi købe noget sendeplads. Først skulle vi finde de rigtige kanaler. For os var valget TV2, da det var her vi ville ramme flest og bredest. Det var ikke formålet bare at få lidt flere kunder, men at give et kæmpe boost til vores allerede stærke brand. Når du køber TV kan både komme ud for at skulle købe ind i TRP’er, nettokontakter eller spots. Samtidig skal du forhandle om den samlede pris og sammensætte en kampagne ud fra målgrupper og sendetider. Du kan også vælge sponsorater, placeringer eller mere tilfældige placeringer. Tag også højde for din forretnings sæson og sæsonpriser i TV mediet. I vores forhandling med TV2, var det ikke kun pris men også værdi vi arbejdede med som forhandlingsparameter.
Er du hel grøn på området, så giv TV-sælgeren ansvaret for at klæde dig på til at tage den rigtige beslutning, og sig ikke ja til noget før du 100% ved hvad der foregår.
Da vi havde forhandlet os til den aftale som var inden for vores budget, og passede bedst til vores mål, planlagde vi produktionen af reklamen. Vi blev udfordret en del på den tidsmæssige front, da vi en uge inden vi skulle aflevere reklamen til TV2, besluttede os for at bruge Toke i starten af reklamespottet. Inden vi fik fundet en kameramand og nogle lydmixere der kunne træde til på så kort varsel, var der lige pludselig kun få dage til at reklamen skulle afleveres.
Resultatet
Vi har lavet en lille film der viser dig hvordan vi i praksis producerede den første del af vores reklamefilm til TV2. Se med her:
Fra da vi startede optagelserne og produktionen af grafikken til vi afleverede til TV2, gik der kun 3 dage! Det var hårdt arbejde og struktureret planlægning der resulterede i at vi (næsten) nåede vores deadline. Lad os sige det sådan at TV2 ikke var helt tilfredse med vores pragmatiske tilgang til deadlines.
Hele reklamefilmen endte med at koste os ca. 15.000 kr. i produktionsomkostninger inkl. det grafiske materiale.
Tips til din reklameproduktion:
- Find de bedste folk til prisen, som er relevante for din reklamefilm; fotografer, klippere, mixere, grafikere osv.
- Det er okay at udfordre mediet lidt. Det behøver ikke altid at gøres på samme måde som når de store virksomheder laver TV-kampagner. De har normalt meget større budgetter at arbejde med.
- Sørg for at være pragmatisk. De store medier er ikke henvendt til små virksomheder, så sørg for at TV-sælgeren klæder dig godt på til at tage den rigtige beslutning, og sig ikke ja til noget før du er 100% klar over hvad der foregår.
Se det endelige resultat af reklamefilmen her:
Vi håber du føler dig inspireret og måske selv kaster dig ud i det en dag.
Hilsen Billy-teamet